Kørekursus B Jyllandsringen 2010

20. og 21. maj 2010 René

A-kurset gav blod på tanden og da Tommy Rønn fortalte, at selv en pølsevogn fint kunne komme med på B-kurset, så var vejen fra tanke til handling ikke lang. Selv samme Tommy påstod også, at der ikke kom choppere med på det kursus...
Jeg var heldig, at der var afbud til kurset allerede torsdag den 21. maj, så onsdag lige efter arbejde, blev kursen sat mod Resenbro, hvor Jyllandsringen og FDM's campingplads ved ringen ligger. Vel ankommet til campingpladsen fik jeg udleveret nøglen til en af de små hytter, med plads til 4 mand. Fin lille hytte 20-30 meter fra toilet- og badefaciliteterne og med dejlig udsigt fra terrassen. Kun 400,- for 2 overnatninger alt inkluderet undtagen sengelinned samt slutrengøring. Vækkeuret blev sat til 0640 og køjen besteget rimeligt tidligt, så jeg kunne være frisk til næste dags udfordringer.
Kl. 0800 var alle samlet i cafeteriet på Jyllandsringen og inden længe var holdene inddelt. 60 kursister er mange kursister også selv om vi blev opdelt i 3 hold med 20 på hver. De to af grupperne var på A-kursus og det sidste, som jeg var på, var B-kursus. I praksis betød det, at teorinstruktøren havde meget travlt, for ud over at skulle være på banen og undervise samt briefe A-holdet, skulle også teorien for begge hold klares. Det betød længere pauser end planlagt og kortere teorilektioner end planlagt. Ude på banen gik det desværre også lidt i fisk. for den instruktør vores "undergruppe" på 5 mand var blevet tildelt. Et spørgsmål efter kørerpasset på banen, som "Hvad var det I skulle lave denne gang", gav ikke den bedste indgangvinkel for konstruktiv kritik af vores kørsel. Det var nu heller ikke noget problem for trods flere opfordringer lykkedes det ikke at få nogen råd om ens kørestil, hvad der kunne gøres bedre. Et "Det ser sgu godt ud" lærer man ikke meget af.
Når det er sagt, er det helt sikkert, jeg fik en en hel masse "værktøjer" på kurset. Uden god vejledning til at bruge værktøjet, tager det bare længere tid og måske får man tillagt sig dårlige vaner. Jeg ville gerne have haft hjælp til gøre tingene bedre. Det er helt sikkert, der er langt til det optimale og uden hjælp, er det svært at nå der til.
1. dag var delt op i 5 moduler, hver bestående af teori, manøvrebane og bane.
Teorien bestod af korte instruktioner i, hvad vi skulle øve os i på banen.
På manøvrebanen blev vi instrueret af 2 køreskolelærere, 1 betjent samt 1 banekører. Diverse øvelser, der relaterede de de øvelser vi skulle lave på banen blev gennemgået og afprøvet.
På banen blev der øvet i de opgaver der var givet i teorilektionen og hele dagen gik med at øve nedbremsning, mellemgas og nedgearing. Hver for sig enkle manøvrer, men sammensat og med god fart på pølsevognen blev det en udfordring, som absolut ikke kom til at sidde på rygraden.
Klokken 1520 var dagsprogrammet opfyldt og vi kørte hver til sit. Vejret var pragtfuldt så eftermiddagen blev nydt på hyttens terrasse med en kølig pilsner, afventende klokken blev 1930, hvor der var lovet grillmad af libitum for 100,-. Efter en hyggelig aften i selskab med flere af kursusdeltagerne samt 2 instruktører blev det sengetid ved 23-tiden, så vi kunne være friske til næste dag.
2. dag forgik på nøjagtig samme måde som dag 1. Vi øvede endnu mere på nedbremsning, mellemgas og nedgearing. Til sidst gik det ind imellem nogenlunde, så nu blev nedbremsning dybdt ind i svinget lagt overn i. Påstanden om, at man ikke kan eller må bremse ind i et sving med god hastighed på holder ikke. Med korrekt teknik og gå-på-mod er det ikke noget problem, men absolut en øverlse man skal træne i. Lige pludselig kunne der kører meget hurtigt rigtig tæt op til et sving og nedbremsningen fortsætte langt ind i svinget, inden der igen blev drejet på håndtaget. Dagen sluttede med at vi skulle ud og "hænge" på maskinen med knæet i jorden. Det er ikke noget jeg er bygget til og pølsevognen ikke er designet til, men helt sikkert en måde at få mere ud af sin maskine på. At flytte bagdelen giver mindre nedlægning og dermed mindre risiko for udskridning i et sving. At sidde og stritte med benet for at give øget vindmodstand, giver i bedste fald en minimal virkning på en RT-er. Bøvlet med at få foden placeret rigtigt på fodhvileren til denne øvelse og benet ud forbi kåben giver ikke en virkning, der berettiger besværet. Dagen sluttede desværre lidt tidligere end beregnet fordi der var nogen af "racerdrengene", der gik totalt i racermode. På sin vis OK for mig, for jeg skulle nå hjem til en middagsaftale sammen med Rita.
Nu er der så en hel masse, der skal øves på om en lille måned nede i Dolomitterne, sammen med de andre rødder.
Konklusion:
Alle kan lære noget på kurset, det ændrer dog ikke ved faktum, at kurset oprindeligt er specielt tilrettelagt for racerjern. Når kurset gennemføres med alle slags maskiner, fra rendyrkede racere over off roadere, sportstourere til choppere, er forskellen simpelthen for stor. Med 20 mand på banen af gangen, er hastighedsforskellen for stor og det ødelægger flowet (meget populært ord på kurset) og er ikke sjovt for nogen. Kommer der er tilsvarende kursus for sportstourere, vil jeg være en af de første, der tilmelder mig.
Beklager manglende fotos, men kameraet nåede ikke at komme med i sidetasken.

www.fdm.dk
Kurser i 2010 på http://www.fdm.dk/gsa-default/FDM_All?gsa_query=mc