Ferietid :
Sædvanen tro startede årets ferieaktiviteter med en skitur sydpå. Det var faktisk et kært gensyn med et af mine tidligere elskede skisportsteder – nemlig Canazei i Italien. Jeg rejste sammen med det samme arrangørteam som for snart 8 år siden, hvor jeg sidst var der – og det var akkurat lige så skønt som dengang. Der er nu noget helt specielt ved at gense sine favoritter og jeg nød det i fulde drag. Jeg er – overtalt af René, startet på at leje skiene på stedet – det giver en mulighed for hvert år at få de nyeste og bedste af slagsen – og det har også den fordel, at jeg ikke skal slæbe rundt på de lange stænger. Alt forløb egentlig til UG indtil sidste dag, hvor jeg var inde på et lille listigt sted for at smage på italiensk vin – meget bekvemt beliggende lige neden for skovpisten. Da jeg kom ud igen kunne jeg ikke finde mine ski – og der gik ikke mange sekunder før jeg vidste, at de bare var pist væk- ÆV ÆV og atter ÆV L . Jeg måtte derfor næste morgen – dagen, hvor vi skulle hjem – ned på den lokale politistation for at melde dem stjålet – og der gik en rum tid med det, men det er nødvendigt for at gøre sig forhåbninger om at bruge sin forsikring i DK. Ydermere var der så forsinkelse på bussen hjemmefra – hvilket betød at vi blev forsinket 7 timer – ikke lige en vellykket afslutning på en god ferie. For lige at gøre den historie færdig så var det et værre snevejr hjemme i DK og Dorte, som jeg kørte sammen med fra Kolding til Værløse havde sit hyr med at se noget i perioder – men vi kom da sikkert hjem – men sent.( jeg fik erstatning for de stjålne ski – heldigvis, ellers havde det været en særdeles dyr ferie.)
Senere på året var det så fællesferie for René og jeg og der var ingen tvivl om at det skulle være på MC igen. Vi bestilte plads i biltoget fra Hamburg og til Narbonne i Sydfrankrig. Vi er jo ved at være lidt af nogle MC-hajer og har været med det tog tidligere – så det med at finde vej, kunne jo ikke volde nogen problemer. (kun lige det at vi missede en afkørsel og måtte ud og rode rundt i motorvejsnettet omkring Hamburg – ikke for folk med sarte nerver, kan jeg oplyse. Men da vi først kom på toget og fik installeret os med al vores habengut – så kunne ferien for alvor starte. Madpakken var stor og god og vin var der også – så der var basis for at hygge os.
I Narbonne kunne vi så stige ud næste morgen – veludhvilede og med ferielængsel i årene – jo af sted det gik sydover. Vi havde et par møder med nogle hyggelige svenske herrer, som også var med toget og det passede med at vi også skulle de første 100 km den samme reting. De skulle dog til Andorra og vi fortsatte ned langs Spaniens kyst mod Barcelona. Vejret var aldeles dejligt der sidst i april og vi nød de smukke bjergveje langs Middelhavet. Når vi senere har skullet fortælle om vores ferie har det fra René lydt at det blev mere til en KUL-tur end til en MC-tur- og det var det måske nok – men går jeg ham på klingen, så synes han også at det var helt på sin plads. Vi nåede faktisk utrolig meget på vores 2 uger og startede nord i Spanien med at besøge Salvador Dali’s museum. Han er i særdeleshed en mand med en specielt udtryksform – i hvert fald i den traditionelle form, hvor vi kender ham bedst. Men han havde også et talent i ren traditionel forstand – med at male/tegne akkurat og det har han nok startet sin karriere med. Dernæst er hans surrealistiske udtryksmåde blevet fremelsket – i tidens søgen efter det anderledes og utraditionelle. Han forstod at iscenesætte sig selv og sine omgivelser og det er det, som vi også kunne se på museet. Næste stop var Barcelona – en skøn by, som vi tilbragte en hel dag i – og det er alt for lidt vil jeg straks indrømme. Men i og med at vi var på MC tur så måtte vi jo ud og trille J Men jeg vil nævne et par af de bygninger, vi så der. For det første var det den helt unikke katedral – "la Sagrada de la Familia" af Gaudi - , som blev påbegyndt allerede i forrige århundrede – altså 1880’erne. Gaudi havde regenet med at det ville tage omkring 200 år at opføre dette bygningsværk – og der er da også stadig lang vej, før end den står færdig . I dag bliver byggeriet finansieret af de besøgende, der kommer fra nær og fjerne for at se dette pragtværk af en bygning. – Ikke blot udefra er det en spændende bygning – også indeni finder man utrolig mange storslåede detaljer, hvor man fornemmer den inspiration, Gaudi fandt i naturen. Gaudi boede i en lang årrække som eneboer i kirken – og efterlod sig ikke fuldstændige tegninger over værket – kun visionære tegninger, som så andre har færdiggjort.
Barcelona er en storslået by – fyldt af mange seværdige steder og pladser – og vi vender med garanti tilbage dertil en dag. Videre gik turen til Granada og det er et sted, som I endelig ikke må snyde jer selv for at besøge, hvis I skulle komme på disse kanter. Mauerborgen "Alhambra" ligger der i sin storhed og vidner om en fortid med megen rigdom og også megen uro omkring tilhørsforhold. Vi boede en enkelt nat inde i selve monumentet (på hotel) og det var en stor oplevelse at se hele dette prægtige bygningskompleks og vide, at der havde levet et højt sofistikeret folk der gennem ca. 700 år. Vi nåede ikke helt til Gibraltar, som egentlig var Renes ønske – men det måtte vente til senere – for vi skulle nå retur til Narbonne for at køre retur med biltoget. Turen hjem gik over Andorra, det lille skatteparadis imellem Spanien og Frankrig. For at komme fra Andorra til Frankrig blev Pyrenærerne besteget – godt der var motor på cyklen.
Det var en dejlig tur – til trods for al den kultur, kan jeg runde af med at fortælle.

For lige at runde ferietiden af, så har René og jeg netop her i november atter været en tur i Spanien – ja, det er vist gået helt i blodet, Spanien altså. Konceptet var denne gang at vi havde en lille lastbil til rådighed og deri puttede vi begge motorcykler og os selv og så kørte vi sydover til det vestlige Spanien, nær Portugals grænse. Der satte vi bilen og hejsede MC’erne ud og så kørte vi til Gibraltar – det sted ,vi ikke nåede i foråret. Det skal siges, at vi lige havde et par enkelte episoder på vejen sydover, som vi måtte løse efter bedste evne. Den første var en tørkørsel af bilen – i Liege/ Belgien. Der stod så den dieselhakker og var død – ikke morsomt. Nå men med et par opkald til DK og SOS international så fik vi forbindelse med det belgiske redningsvæsen og de stillede på pletten efter et par timer og fik os slæbt til en tank, så der kunne fyldes på. Men en dieselbil skal man ikke køre tør – det koster i hvert fald lige lidt ekstra besvær når hele fyldningssystemet skal luftes igennem før den kan starte . Det gik nu rimelig let og vi kunne ånde lettet op og finde et overnatningssted – sent, kan jeg sige L Næste dag opdagede René så på et tidspunkt at der lige var en styrthjelm, som stadig stod hjemme i Værløse – det var slet ikke godt L Så måtte mobiltelefonen atter i brug og efter flere opkald til DK , Tyskland og Spanien – så fik vi vished for at der var hjælp at hente i en spansk by – Burgos. Der var en BMW forhandler – og der fandt vi så Renés nye hjelm – tidlig julegave kaldes det vistJ Men derudover var der ikke flere udfald og vi fik set Den engelske koloni som jeg ikke synes er et besøg værd. Det eneste der er omkring stedet er de historiske bygninger og klippen, der er gennemhullet af gangsystemer for at kunne forsvare det ydmyge stykke land. Derudover er der ikke noget at vise frem – det var ikke et sted, som jeg ville slå mig ned – dertil var det alt for småt og overfyldt samt beskidt også. Vi tog videre til Jerez de la Fronterra – hvilket er sherryens moderby. Vi har aldrig været sherrydrikkende – men må indrømme at den har et potentiale, når man første har stiftet bekendtskab med drikken – FINO – den er ret tør og beregnet som aperitif. Det skal lige nævnes, at den skal drikkes afkølet – noget, som jeg ikke tidligere er blevet præsenteret for herhjemme. Vi var inde og se et produktionssted – der hvor Tio Pepe bliver fremstillet – et stort apparat og der bliver bare lavet mange, mange liter sherry pr. år. Vi sluttede ferien af med en tur ind i Portugal, som helt tydeligt er et land i en fattigere kategori end nabolandet. Desværre var vejret ikke med os og da jeg ikke bryder mig om at køre rundt i regnvejr – så besluttede vi os for at afkorte turen og returnerede til lastbilen i Spanien – og var hjemme nogle dage før vi skulle genoptage arbejdet. Det var faktisk meget dejligt at have tid til at få lavet nogle ting derhjemme – f.eks., fik jeg bagt brunkager og drejet klejner J

Arbejde :
I det forløbne år har Dykkercentret været igennem forskellige omstruktureringer. For at tilpasse forretningens aktiviteter efter den efterspørgsel fra kunders side og også set i forhold til det arbejde, der er rimeligt set i forhold til udbyttet af indsatsen, er forretningen i Hillerød blevet lukket allerede i foråret. Det har givet lidt mere luft i hverdagen for René, nu da aktiviteterne er samlet inde på Frederiksberg og midtbyen i Nørregade. Igennem længere tid har René også haft et vågent øje på skoledelen af sin forretning idet den nok er årsagen til de fleste grå hår i hovedet på ham –( selv om de ikke er lette at få øje på). Den endelige beslutning blev taget i oktober og fra 1. januar 2004 ophører Dykkercentret med at tilbyde dykkerundervisning – i hvert fald med DC som udbyder. Som alternativ kan de selvstændige instruktører nu afholde deres kurser i lokalerne, som DC tidligere har benyttet – og på den måde vil der stadig være mulighed for at erhverve sig et dykkercertifikat på Frederiksberg. Der bliver dog også lidt omrokering på lokalerne på Niels Ebbesens Vej idet det tidligere lejemål modsat forretningen er opsagt til fordel for bedre lokaler (som ikke er plaget af drivende vand på væggene). Så nu er der for alvor ved at være tale om en blok af Dykkercentret der strækker sig fra H.C. Ørstedsvej og ned til og med Scuba Direct, som Tom bestyrer. René glæder sig i hvert fald til at indrette de nye lokaler og dermed slippe af med en noget besværlig udlejer ( som også har forårsaget en portion af de grå hår).
Hvad angår mig selv , så har jeg det forløbne år taget hul på en ny side af sygeplejen – nemlig den ledende del. I og med at jeg pr. 1.12.02 indgik som souschef og dermed er en del af ledelsen på afdelingen, så har jeg også skullet omstille mig på flere punkter. Jeg har på visse punkter især kunnet registrere, at min position er ændret og jeg ikke mere "bare" er en almindelig medarbejder. Men det synes jeg også er en udfordring – det at skulle ha’ andre arbejdsopgaver og at skulle være den daglige praktiske leder – det er noget, som passer mig udmærket. Jeg synes, det har været et spændende år, som har lært mig mange ting og også givet mig mulighed for at dygtiggøre mig via et lederkursus her i efteråret. Vi higer nok alle sammen efter at få mere ballast for at udføre vores arbejde bedst muligt og ind i mellem skal vi også ha’ fyldt noget på "oplevelsestanken" så vi mentalt føler, at vi bliver tilfredsstillet. Jeg kan kun opfordre andre til at udfordre sig selv – om et så er på det faglige eller personlige plan kan man selv vurdere – men det er ligesom at få en gevaldig saltvandsindsprøjtning, kan jeg sige.

Fritid
For et år siden var jeg netop startet i HareTri – en triathlonklub, som holder til i Hareskov by. Jeg flirtede allerede for flere år side med Tri-sporten –men havde da ikke den fornødne klubmæssige opbakning. Da jeg meldte mig ind i efteråret 2002 var det med intentionerne om at kunne dyrke 3 slags sport så jeg ikke blev for ensidig med cykleriet. På det tidspunkt var det med nød og næppe at jeg klarede en enkelt bane i svømmehallen uden at måtte stoppe op gasblå i ansigtet af lufthunger ( og for meget slugt vand). Men med en træner på kanten og nogenlunde disciplineret træning, så føler jeg selv at der er sket meget (og det er der). Jeg har deltaget i forskellige stævner rundt om i DK og også stiftet bekendtskab med åbentvandssvømning for første gang i mit liv. Jeg har dog fra pålidelig kilde fået at vide, at jeg skal arbejde lidt med retningsstabilitet for ikke at svømme ALT for langt i forhold til de øvrige deltagere. Nu er det heldigvis for os, som er blevet lidt mere end 30 år (her i sporten er man faktisk at betragte som veteran, når man er over 30 L - ) sådan, at der er aldersgruppering således at vi dyster indenfor en aldersramme på 5 år mod hinanden. Det gør det lidt mere retfærdigt, synes jeg og andre. Det har så også betydet at jeg har kunnet hjemtage forskellige medaljer i år, - 2 af guld og også et par sølv – ikke værst for en nybegynder, synes jeg selv. Nu har jeg så selvfølgelig et pres hængende over mig med at skulle leve op til resultaterne næste år – men den tid den udfordring J (og så venter vi spændt på resultatet af den planlagte Ironman i Østrig).Hov René – nu har du været inde og redigere i brevet – det var ikke meningen, at det skulle fortælles nu !

Hus og have:
Nu er det 2½ år siden, vi ankom til Lærkehaven – både lang og kort tid. Der er sket så mange ting på de forløbne år og på den måde føles tiden lang. På den anden side, kan jeg ikke forstå, at der faktisk allerede er gået 2½ år med at være Vælløseborgere. Vi har det rigtig dejligt og nyder naturens rigdom – det er dog stadig mest jeg selv, som udnytter de faciliteter. Vi fik i årets løb den længe ventede svømmehal åbnet. Den ligger kun 800 meter fra hvor vi bor – så det er ingen sag at komme dertil. René synes også, den er herlig – især er der den del, der hedder "relax afdeling" som han sværmer for. Men ret skal være ret – han svømmer også sine 1000 meter J
Den største begivenhed med vores hjem ligger nok i haven. Den blev endelig færdiggjort i september/oktober måned. Jeg fik forbindelse til en dygtig brolæggerr, som godt kunne bruge en privat arbejdskvinde til at slæbe. Så i løbet af en enkelt dag fik vi (Rita og brolæggeren) i fællesskab målt ud – gravet og sat samtlige brosten i haven. Nu er det ikke jer alle, som har set den –men jeg kan fortælle, at mine arme i nogle dage derefter var noget medtagne af at have transporteret 4-5 tons granit! Da Peter –brolæggeren, gik hjem kl. 18.00 den aften var der lige et slutarbejde til mig –men det betød nu mindre, når alt det tungeste arbejde nu VAR lavet. Så på en uge var der lagt granitskærver plantet buske – sat forårsløg og lavet en ekstra terasse – og jeg er bare så lykkelig for at kunne se ud på den hver dag. ( Naboerne er også ganske tilfredse, kan jeg sigeJ )
Ud over vores egen have har jeg også investeret i en jordlod i vores nystiftede nyttehaveforening (formand er jeg også blevet). Efter vores første år som havedyrkere, kan jeg konstatere, at det er blevet en stor succes. Der er blevet dyrket til den store guldmedalje og alle er glade for det haveområde. Der kan man gå hen og rykke lidt i sine grøntsager, når man tænger til frisk luft og fred om aftenen, eller hvis man bare gerne vil glædes over nogle af livets små mirakler.

Jul og Nytår :
Julemåneden har vi i år taget os tid til at være mere private end sociale – på den måde at vi ikke har involveret os i for mange arrangementer. Det passer udmærket til mit temperament i år og det er jo ikke fordi, jeg ikke kan li’ julens sammenkomster – men med et arbejdsliv som godt kan fylde en del, så kniber det ind imellem med at finde overskuddet til at invitere og tage i byen.
Vi er atter i år så heldige at være inviteret til at holde juleaften sammen med Britt, Jacob og deres 3 børn – Rebecca, Joachim og Annica. I år ved jeg, at der bliver brug for de nyindrettede lokaler i deres lejlighed i Vangede, for Britts tvillingsøster og familie kommer også juleaften – og så er der lige 5 personer mere. Det skal nok blive festligt – jeg håber træet er stort nok med alle de arme omkring det.
Nytårsaften kommer vi til at fejre hos Sofie og Henrik i Højbjerg/ Århus. Det glæder vi os meget til – for vi havde glæden af at lægge hus til sidste år – og den aften sluttede sent, husker jeg.
D. 19. December drager jeg en tur til Jylland for at besøge mine forældre. De skal være sammen med min søster og svoger i Randers juleaften, så vi holder lidt "for-jul", når jeg kommer til Vivild.

Vi vil slutte vores julehilsen med at sende jer alle vores bedste ønsker for en fredfyldt jul og et lykkebringende Nytår. Hvor I end skal tilbringe højtiden så vil vi sende jer en tanke og håber, I har det godt.