Rita og René ud i det blå med destination Paris for at møde Xavier fra Aquaman og så skal vi ellers bare være i Villach, når det reserverede tog kører nord på.
En dejlig tur med flere grå skyer og regn end solskin. En stor fordel ved at køre igennem Tyskland først i maj måned er høsten af hvide asparges. Det er en delikatesse, der næsten uanset hvor man kommer hen, bliver serveret med stor entusiasme og glæde.
Paris er stor, meget stor, og al ting ligger langt fra hinanden. Enten skal man køre fra sted til sted på MC-en, hvilket ikke altid er lige praktiskt hvis man skal inden for og se noget. Alternativt skal man finde et hotel og så bruge en dag eller to til at se lidt af byen. Vi valgte at køre en tur op af Champs Elyses, spise en lidt men til gengæld meget dyr frokost på selv samme champs og så ellers igennem buen ud til Eifeltårnet. Det var Paris, vi må videre...
Versailles er imponerende, dybt imponerende. Det må simpelthen være verden største slot eller måske nærmere palads. Kun en del af Versailles er åbent for turister. Tag med på en rundvisning, det er alle pengene værd. Nyd en tur hele vejen ned til enden af det kæmpemæssige parkanlæg, der blandt andet indeholder en hel landsby á lá Frilandsmuseet.
På vej syd over fladt vi over noget nyt og dejligt, nemlig slotshoteller. Gamle slotte og andre ældre bygninger, der er restaureret og ombygget til hoteller. Check på linksiden. En overnatning i et rigtig gammelt slot med en hoveddørsnøgle på mindst 30 centimeter er da enhver drengs og prinsesses drøm.
Vejret havde ikke været det bedste til vores sommerferie, så rullen blev drejet lidt ekstra på vej ned mod Middelhavet, hvor vi var heldige med et par dage sol inden turen fortsatte mod Villach. Turen langs Cote de Azur bød på regn - regn - regn og atter regn. Selv en tur på F-1 banen i Monaco, hvor de var næsten klar til årets Formel 1 begivenhed kunne ikke rigtig ophidse nogen.
Milano i myldertid er slem, Milano i myldretid når det står ned i tove er værre. En flink Piaggio kører ledte os vej igennem kaoset. Med et par lettere slidmærker på sidetaskerne lykkedes det os at sno os igennem trafikken og komme ud af byen og lidt nord på.
Så fik Rita den strålende ide, at vi skulle besøge hendes hotel skivenner i Canazei. Det blev til noget af en oplevelse ud over rigtig hyggeligt. ABS og sneglatte veje er ikke optimalt, når det går stejlt ned af. Det kan være svært at bremse knap 400 kilo, men ned kom vi. Hvad skal vi med kanindræberkurser? En tur på MC er da meget sjovere og grænsebrydende. Ugo og Terry var helt sikre på, at vi næste dag uden problem kunne køre via Madonne til Villach, en rigtig flot tur. Sne næsten henne midt i maj måned var helt utænkeligt.
CHOCK - vi vågnede op til en helt hvid verden og storre sneslynger med kæder om deres kæmpehjul buldrede ud af vejen mod Madonna. Der var ikke tvivl i vores sind, da vi startede, efter at have børstet sneen af maskinerne, var de i stik modsatte retning. Villach blev nået uden problemer og hele hjemturen havde vi en kupe for os selv. Godt nok lugtede støvlerne fælt, men dem satte vi ud på gangen med det samme. Det tyske par, vi skulle have delt kupe med, var nu ikke lang tid om at få arrangeret et andet sted at opholde sig - takker.
En fordel ved at køre syd på, på 2 hjul er, at sjælen har en lille chance for at følge med og foråret kan virkelig føles på kroppen. Hjemturen starter til gengæld ikke før vi kører om bord på autotoget. Det er dejligt man ikke får ferien afkortet, bare fordi forhjulet peger nord på. Ferien er ikke slut før toget ankommer til Hamburg - eller næsten slut. Den sidste stump vej skal jo lige nydes.
Fransk trafik er OK, når man har vænnet sig til den. Meget sjovere end i Danmark, nårt man kører på to hjul.
Godt råd - Bestil hotel inden du kommer der ud. Der er højsæson hele året og nogle gange endnu højere, så hotellerne er godt nok mange men det er de dyreste der er plads på, når man ikke har reserveret.
Dagen efter kom vi heldigvis til et skihotel, hvor der var tørrefaciliteter.
På vejen der til fik vi os noget af en oplevelse. At det der er tøsne og sjap på en side af et bjerg betyder ikke at forholdene er de samme på den anden side. Vi fik en nedkørsel i op til 10 centimeter sne - spændende, men absolut ikke morsomt. Bilerne måtte have snekæder på for at komme op, så de rystede noget på hovedet af to danske tosser på vej ned og kun på 2 hjul. Det gik næsten uden uheld. En enkelt nedlægning, et par tårer og lettere nervøse ansigtstrækninger rundt svingene, kunne vi heldigvis nøjes med.
Heldigvis var denne vej snefri hele vejen over passet.
Det er ikke normalt med sne i 1200 meter først i maj måned i de italienske dolomitter.
SÅ slemt lugtede vi da heller ikke, så mon ikke det var Rita i hendes sorte gamacher, der fik den tyske frau til at hale af sted med sin herre.