2009 Sommertur til Pyrenæerne

Turplanlægning
Så skal Pyrenæerne ses både fra nord og syd. Turen frem og tilbage bliver med med Autozug Altona / Narbonne.
Det er planlagt til 2342 km rundt Pyrenæerne. Her af minimum 674 km. pasvej. Højeste punkt 2614 meter og max. stigning på 14,8%. Der er 29 bjergpas undervejs. Flere pas findes her.
Download den planlagte tur til Auto Route eller Touren Planner.

I Wikipedia står der følgende om Pyrenæerne:
Pyrenæerne er en bjergkæde i Sydvesteuropa, der skaber en naturlig grænse mellem Frankrig og Spanien. Den skiller Den Iberiske Halvø fra Frankrig og strækker sig over 430 km fra Biscayen i Atlanterhavet til Middelhavet. Den lille stat Andorra ligger klemt inde mellem Frankrig og Spanien i bjergkæden.
Pyrenæerne blev dannet for mellem 100 og 150 millioner år siden da den iberiske halvø blev presset nordpå. Således er Pyrenæerne en væsentligt ældre bjergkæde end Alperne. Det stenrige landskab der karakteriserer Pyrenæerne skyldes bjergkædens righoldige indhold af granit, og ikke mindst har der på grund af den begrænsede gletcher-aktivitet generelt været en svag erosion.
Bemærkelsesværdigt er fraværet af store søer. Desuden findes der i selve bjergkæden kun to bjergpas mellem Spanien og Frankrig, nemlig Col de la Perche og Col de Somport. Der er ingen gletsjere i den østlige del af Pyrenæerne. Gletsjere findes kun på nordsiden af den centrale del af bjergkæden, koncentreret omkring toppen af de højeste bjerge.
De mest bemærkelsesværdige bjerge er: Pico d'Aneto (det højeste på 3404 meter), Mont Posets, Monte Perdido, Pic Maudit, Vignemale og Pic du Canigou i den østlige del.
I regionen tales der især fransk, spansk, catalansk og baskisk.
Begge de to store cykelløb Tour de France og Vuelta a Espana går igennem dele af Pyrenæerne.
Top af siden

Fakta om turen, som den er gennemført:
Vejret gjorde at vi ændrede ruten fra starten, så vi tog den sydlige del af Pyrenæerne først. Det betød, at den første dag blev fra Narbonne til Carcasonne, hvor vi checkede vejret igen inden afgang og med udsigt til flere dages regn på den nordlige rute, besluttede vi at tage turen "bag fra" og der med korte en del af den spanske del af. Vejret var meget omskifteligt med regn et par dage og ellers sol og lidt skyer. Temperaturer fra 2 til 28 grader.
Total antal km. 3230 blev kørt inkluderet til og fra Hamborg.
Gennemsnitsfart 62,8. Timer i bevægelse 51:28:29.
Forbrug på F800ST 4l/km eller 25 km/l og for R1200RT 5l/km eller 20 km/l.
Top af siden

Kørekonklusion for den gennemkørte rute
Først og fremmest er det afgjort ikke fornuftigt, at tage til Pyrenæerne for at køre de store pas, før tidligst juni, da der ikke bliver åbnet før. Det højeste pas vi passerede var i 2614 meter på vej til Andorra. I Frankrig blev vi stoppet på toppen af et 1709 meter pas, hvor der bare lå en kæmpe snetunge lige på den anden side af toppen. Enkelte pas kan være åbne, selv om der står de er lukkede. Til gengæld er der ingen sikkerhed for, at der ikke pludselig falder noget ned og lukker vejen. Vi oplevede endda, at der på et sted var faldet sne ud på vejen, hvor passet var angivet som åbent. Det var dog ikke mere end det var til at passere uden problem.
Den østlige del af ruten både nord og syd er fyldt med gode veje, hvor alle kan få de udfordringer, de skulle have lyst til. Det er ikke som i alperne, hvor man mange steder gør rigtig meget for, at det kan være sjovt at køre på 2 hjul. Vejenes beskaffenhed er absolut ikke af ”alpekarakter”, men de fleste steder OK. Der er ikke særlig mange overkørsler af bjergkæden, men de få vi kørte over var fine. Den vestlige del er lidt lavere og de veje vi kørte på gav flere steder køremæssige udfordringer på grund af belægning og vejføring.
Rute D618 og D918 benævnes som Pyrenæerne ruten. Der ud over er der en rute, der benævnes, Route de Col, som en venlig sjæl gav os oversigt over. Den følger i store træk før nævnte veje og passerer 37 col’s (bjergpas) i den nordlige del af Pyrenæerne Vi har desværre ikke stødt på lignende for den sydlige del, men i Spanien løber vejene primært neden for bjergene, med afstikkere op til diverse mindre byer inde i bjergene. Er tiden en faktor, bør man starte i den østlige del og køre de nordlige ruter, før man måske stikker syd på ind i Spanien for at komme hurtigt tilbage, hvis man er med DB Autozug fra Narbonne. Husk at tage en tur til Andorra, hvor du finde et kæmpe udvalg af MC tilbehørsforretninger og skulle dækkene være blevet slidt er det hurtigt og billigt, at få nogle nye på. Andorra er afgiftsfrit område, hvor tolderne sjældent stopper motorcyklister på vej ud, men pas på de franske – DE kan være meget grundige.
Benzin skal du fylde på i Andorra, Spanien og sidst Frankrig. Der er op til 3 kroners forskel pr. liter.
Top af siden

6/5
Biiip-Biiiip-Biiiip – BANG væguret blev slukket 0502.
Det var ikke det fedeste vejr, at vågne op til, men hvad betyder det, når det er første dag af ferien ?– Intet. DMI holdt for en gang skyld, hvad de havde lovet, regnen gjorde det vådt.
Der var pakket aftenen i forvejen, så alt forløb i god ro og orden. Naboen fik resterne fra køleskabet, indertaskerne og tanktaskerne blev monterede. 0620 blev GPS-en slået til og målet blev sat til Rødby. Så gik det ellers syd på med 800-eren i front. Det tog ikke lang tid før man ikke længere kunne se, vi havde vasket maskinerne for at kunne køre standsmæssigt. Med et enkelt kort, stræk benene og ørepropperne ud af ørerne stop, nåede vi Rødby 0830. Det var ikke ”slingre ned ad Vestergade”, men slingre ned ad E45. Blæsten gjorde sit bedste for at vi kunne fylde en hel vejbane med sine voldsomme stød. Heldigvis aftog regnen og vi ankom i næsten tørvejr til færgen.
En kande kaffe senere og med varme fødder, var vi de første, der suste syd på. Vi skulle ikke laste før 1200 i Hamborg, så efter små 40 km., blev Garminen sat på undgå motorveje og resten af turen foregik på mindre, men hyggelige veje. Rita mente dog nogle af dem var så små, at de kunne betegnes som grusveje, men der var trods alt asfalteret. Solen kiggede lidt frem og de truende sorte skyer holdt tæt.
1155 ankomst Altona, hvor Deutche Bahn Autozug holdt og ventede. Det var ikke kun os, der ville syd på, rigtig mange MC-er holdt allerede og var klar til at køre om bord. Efter det sædvanlige lettere kaos med ombordkørsel, blev der indkøbt sandwiches og vand. Vinen var medbragt i en 1 liters vandflaske, så vi var klar til 21 timer i toget. Heldigvis blev vi kun 4 i kupeen, hvor der blev spist, drukket, læst, slappet, sovet og ladet op til de næste par dage.

7/5
Det blev en udmærket nat, med få rotationer i de lidt ubekvemme DB-køjer, som vi efterhånden kender så godt fra tidligere år. Vi vågnede op til en solskinsdag, hvor himlens blå farve varslede om en rigtig dejlig dag på MC’erne. I løbet af aftenen havde vi dog lige lagt planerne lidt om med hensyn til første dags køretur. I guidebogen ”Turen går til Sydfrankrig” – læste René om fæstningsværket Carcassonne. Vi har været der før – men kunne huske, at det var værd et besøg mere – med en overnatning i den gamle by – Le Citê. Så efter en omgang togmorgenmad i bedste tyske stil lige tilsat lidt rester fra eget forråd - så ventede vi spændt på at ankomme til Narbonne – og dermed første dag på feriens sydlige del.
Kl. 10.35 ankom vi – og kl. 12.00 rullede vi ud fra banegården – på vej mod nye oplevelser.
Turen til Carcassonne var krydret med skønne dufte fra både gyvel, syren og blomstrende hyldetræer. Jeg fik straks tanker om årets produktion af hyldeblomstdrik derhjemme. Af en eller anden årsag var min hjelm meget irriterende og trak i håret, så jeg måtte standse for at omplacere den – dog uden megen succes. Derfor var jeg himmelglad for at vi kun skulle tilbagelægge sølle 55 km inden vi landede ved indgangen til det imponerende fæstningsværk – Carcassonne.
Vi gik ind i Le Citê og fandt det hotel, som René havde fundet i guidebogen – godt nok dyrt, men vi dampede af sved og trængte bare til at smide det varme tøj og komme i noget luftigere. Efter et bad og en frokost med salat med gebier/ noixette og jambon/noixette - så var vi klar til at besigtige dette Europas største intakte middelalder borganlæg. Det er påbegyndt allerede ca. år 450 – og i løbet af de næste mange år under stadig forandring/tilbygning fra diverse herskere i området. Julius Cæsar var en af de første, der så muligheden af at anlægge et forsvarsanlæg i dette område lidt nordvest for Narbonne. Når man går omkring på fæstningsmurene forstår man godt, at det må have været stort set umuligt at indtage det og det er meget atmosfærefyldt at gå omkring den gamle bydel og se på kirken – forretningerne og de anlæg, man har gjort for at beskytte byens indbyggere gennem tiden.
Nu har vi lige kørt MC’erne ind bag byens sikre mure (det må man først gøre efter kl 18) og nu hviler vi lige ud inden tiden er til at få stillet sulten på en af de ”hundredvis” af restauranter, der findes i byen.
René fandt ud af, at han havde glemt en meget vigtig ting i toilettasken. Stående med skum i hele hovedet lød der et udbrud: SHIT – høvlen er ikke med! Nå så er det godt at fruen har en engangsrasermaskine med. Men – ingen tilfredshed fra René, der straks konstaterer, at DEN i hvert fald IKKE kan skære. (Det går dog LANGT bedre, da beskyttelsescoveret bliver taget af)
Slut for dagens nyhedsredaktion


Carcasonne hæver sig over landskabet og ses tydeligt med alle sine tårne og høje mure.	Tykke mure eller tykke kinder?	Udsigt og sol blev nydt.

Tag en tur rundt langs den yderste mur, der er hele tiden nye landskaber.	Det er ikke kun et museum, her lever "normale" mennesker.	Udsigten fra værelset inde i Cite. Man må først køre ind efter 1800, men heldigvis ud hele døgnet.

Der findes mange er rimelige B&B bare man kigger sig lidt om.

8/5
Efter en god nats søvn i fæstningen vågnede vi op til en regntung himmel. Morgenbad og -mad blev klaret og adgang til nettet etableret for at finde ud af, at der var regn-regn og atter regn i udsigt nord for ”stenene”, hvor det var planlagt, at vi skulle køre. Ikke optimalt, når vi skulle op over 2000 meter. Tidligere erfaring havde lært os, at det ikke er optimalt at køre på 2 hjul i sne. Så er det godt, der er plads til en PC-er i pølsevognen. Ruten blev lagt om og kursen, sat mod syd i stedet for vest over. Rita måtte en ekstra tur på tønden, inden afgang. Der havde vist ikke kun været proteiner i aftensmaden, men også en del prutteriner.
Dagen bød på ”9.999 sving eller ENORMT mange” ifølge Rita. Der var mange sving og desværre rigtig mange af dem på meget små og typisk franske veje, med dårlig belægning. Undervejs kom den næste ændring af turplanen. Når der står ”Route barré” er der ingen grund til at checke om det er rigtigt. I rigtig laaaaang tid blev det så til ”vend om”, inden vi igen var tilbage i sporet og på vej mod Andorra. Det var først da vi nåede passet til Andorra, at det blev rigtig sjovt. Opturen blev lidt spændende for den ”lille” 800-er var ved at løbe tør for brændstof, men vi nåede lige over grænsen og ind til den første tankstation inden den løb helt tør. Faktisk kunne den tage 16,87 liter, så med 17 liter tank var der ikke meget tilbage. Ingen andre steder har vi set en tankstation med så mange standere, 20-25 standere og en lang kø for a kommer der ind. Med en pris op 0,93 Euro er det godt nok noget billigere end i Frankrig. Resten af turen op over passet og ned igen blev gennemført i flot stil med primært slid på dæksiderne. Godt ude af de sidste sving, mente Rita at nu havde vi kørt hurtigt nok, så det var vel på tide at finde et overnatningssted. Vi havde ikke lyst til at overnatte i selve hovedstaden, så der blev kigget efter åbne skihoteller. Mange hoteller, men meget få åbne. Heldigvis fik vi øje på Hotel Bruxelles (www.hotelbruxelles.ad), som havde ledigt værelse til kun 36 Euro for et dobbelt værelse og 6 Euro for morgenmad per person. Fint lille hotel med god og kold øl. Efter Doktor Nielsen og en stor kold gik vi lige en tur i det lokale supermarked, hvor vi blev overbevist om, at det var bedst at køre igennem Andorra på vej hjem. Der er mange billige ting i Andorra, men med en lang vej foran os, ville vi ikke laste mere på cyklerne, end der allerede var.
En dejlig dag er ved at være overstået. Vi fik regn, skyer og sol. Temperaturer fra 10 til 22 grader og vejforhold svingende fra meget små og ikke vedligeholdte til skønne brede vedligeholdte. Skønne landskaber med masser af grønt, vinstokke, frugttræer, bjerglandskaber og masser af sne langs vejen.

9/5
Så er Dr. Nielsen indtaget – og på det nærliggende torv har vi fået ”Verdens” dejligste isafkølede Cervezas – uhmmmmmmm ( ifølge René) Vi er nået til Boltana – en lille lidt søvnig by i en dal. Vi har været over adskillige højdedrag i dag – og hvilke vidunderlige udsigter har der ikke været. Vi boede sidste nat i godt 1800 meters højde og med en start temperatur på godt 6 grader var der lagt op til lidt vinterpåklædning. Det er nu dejligt at have varmen i håndtagene – det hjælper unægtelig på komforten! Vi kravlede både op og ned – og måtte flere gange standse for at nyde de helt utrolig smukke dale og bjergmassiver, som vi passerede. Der er både sne, nåletræer, klippemassiver (men ikke nær så mange som i Alperne) – løvtræer og dejlige dufte, når temperaturen sneg sig over 20 grader og dermed frigjorde træernes dejlige dufte. Vi havde også den tvivlsomme fornøjelse at opleve et totalt skift i belægningen på bjergvejen på toppen af et af de høje pas – så pludselig fra at have kunnet svinge let og elegant – så overgik vejen til et sandt virvar af huller og grusbelægninger i forskellig kvalitet – dermed overgik også jeg til at køre i et slow-mode ( ifølge René, som mener jeg har grus-fobi) – men ned kom jeg da i hel stand – og heldigvis var det et behersket stykke af vejen, som fremstod i den sørgelige forfatning.
Frokosten blev igen indkøbt lokalt i en lille forretning, med morlille ,der passede både købmandsforretning og caféen. Vi fandt efter et stykke tid en passende udsigt ”med siddeplads og BORD” , som ønsket af René! (en granitsten, som både kunne rumme mad og os). Efter frokosten var der gang i MC’erne igen og tjuhej, hvor det går med svingningen. Vi nåede også lige et pas i 2072 meter, som ”slet ikke var forventet” – så der fik vi også sneen helt på tæt hold – men ingenting på vejen – heldigvis. Nu er vi kommet i lavlandet igen og temperaturen nåede op på 25 grader – så vi skyndte os at få stillet køretøjerne og komme i sommertøjet, da vi gjorde holdt for natten (Hotel Boltana www.hotelboltana.net 55 Euro uden morgenmad, absolut anbefalelsesværdigt). Jeg kan lige tilføje, at både ØL og KAFFE her er utrolig billigt i forhold til de priser, vi normalt har stødt på. 2,45 for ½ liter øl og 1,35 for en Cafe con leche – DET er da rørende! Nu venter aftensmaden og et par kapitler til i Camilla Läckebergs spændende roman ” Stenhuggeren”.

10/5
Skomagerdrenge af de rigtig store vækkede os, ja det var vel nærmest tropisk regnskyl. Ikke den mest positive vejrsituation at vågne op til. At vi ikke forstod nyhedernes spanske oplæser betød ikke noget, for vejrkortet viste, at vi skulle til Malaga for at få solskinsvejr. Heldigvis blev det tørvejr, så vi pakkede, fik et magert morgenmåltid – Spaniolerne er lige så dårlige til at lave morgenmad, som franskmændene – cyklerne pakket og ud på regnvåde veje. Det tog ikke lang tid før Rita gav besked om, at hun aldrig havde set så meget bremselys før. Der skal ikke herske 2 sekunders tvivl om, at regnvåde veje ikke er min livret. Hele formiddagen gik på små snoede veje med varierende beskaffenhed. Jeg må indrømme, at jeg bittert fortrød mine klager over, at de nylavede veje havde rettet alt for mange sving ud, for pludselig befandt vi os på den ”gamle” vej med huller og grus. Ikke nok med at vejen var våd, hullet og bumlet, men den ”lille” 800-er blev ved med at brumme tæt bag ved. Heldigvis blev vejene tørre og solen brød igennem skydækket. Faktisk kom der kun 15 dråber regn på hele dagen, men det tog sin tid for vejene at tørre efter nattens regskyl.
Dagens mål var en lille by i Rioja området, som var blevet anbefalet af en ven. På vej mod målet, tvivlede jeg mere end en gang om fornuften i at køre væk fra stenene. Vi startede på små snoede veje, smuttede op over et lille pas og så rette vejen sig ud og blev meeeeeeget lang og meeeeget lige. Bjergene blev afløst af kæmpe kornmarker, der blødt bølgede, så langt øjet rakte. Byerne var kedelige, uden liv og flere steder mindede de om spøgelsesbyer i en gammel western. Efterhånden overtog vinrankerne landskabet og der kom lidt mere sving og højdeforskel. Stor var overraskelsen, da vi nåede San Vincente de la Sonsierra (Klik her for kort). På GPS-en var der ikke en eneste vej registreret og i Tourenplanneren, var der ikke angivet noget hotel. Efter at have kørt lidt frem og tilbage i nogle meget-meget små og stejle gader, spurgte vi om vej på vores bedste spanske og inden længe holdt vi på en lille forhutlet P-plads lige ved siden af at undseeligt udseende hotel. Inden for dørene viste hotel Villa Son Sierra (www.villasonsierra.com, +34 941 334 575) sig så, at være et af de lækreste og mest moderne hoteller, med ekstremt smagfuldt indrettet værelser. Det er ubetinget det bedste 2-stjernede hotel vi nogensinde har besøgt og til en meget rimelig pris. Efter en Doktor Nielsen, måtte vi ud for at finde et sted, hvor der blev serveret køligt læskende øl. På vej ud fik vi lige vist vej til den nærliggende restaurant, Casa Toni (www.casatoni.es, +34 941 334 01). Heldigvis kiggede vi inden for og her var dagens næste store overraskelse, et ekstremt smagfuldt spisested, bag en lige så ekstrem anonym facade. Da vi ville bestille bord til om aftenen (i Spanien er det tidligt, hvis man spiser kl. 2000), var den nedslående besked, at der var lukket om aftenen, men vi kunne få et bord nu, kl. 1600. Det tilbud sagde vi tak til trods manglende bad og skiften tøj. Vi kom til at nyde et vildt godt måltid med dejlig Rioja vin. Da vi mætte og tilfredse bag efter så, at Michelin anbefalede stedet, kom det ikke som en overraskelse. Casa Toni er en meget stor omvej værd, men husk at bestille bord, der kommer gæster helt fra Madrid for at nyde stedets lækkerier. Og gør dig selv en tjeneste, book plads på hotellet samtidig, så du kan nyde en flaske fra deres imponerende vinkælder.
En dag, der ikke startede alt for lovende er blevet til en super dag, nu mangler der bare en tur til torvet og en kølig pils, når maden er sunket og badet klaret.

11/5
Lige et par ord omkring i går aftes; Vi kom til torvet – men ak og ve, der var også 20 unger, som skrigende ”underholdt” alle – så vi fortrak hurtigt og gik i stedet en tur omkring byens absolutte højdepunkt hvad angår alder: Kirken er helt sikkert bygget til efter forsvarsværket er blevet opført – og det er for tiden under restaurering. Kirken bliver ikke brugt mere til gudstjenester – men vil være en af de mange historiske seværdigheder i omegnen. Hvad der var mest betagende var den utrolig flotte og vidtstrakte udsigt, som vi nød med solen, der gik ned i svagt orange og røde toner. Vinmarker, så langt øjet rakte og spredt rundt med løs hånd lå også de mange bodegas, som er et af kendetegnene i egnens landskab.
Nå – men dagen i dag startede med dejlig friskpresset juice og en cafe con leche i bedste stil – samt lidt baguette med ost og skinke. Det var udmærket og gav energi til at køre ud på dagens etape. De 3 MTB kørere var også oppe og fik serveret morgenmaden. DET er ikke meget for at sige INTET; de kender til engelsk – så mit forsøg på at høre, hvor de skulle hen og hvor langt faldt helt til jorden.
Selv om vi ikke havde regnet med andet end fladlandskørsel – så var der alligevel lidt sving og op og ned over et par knolde – højeste punkt 903 meter – og det afstedkom så også lidt serpentinersving, så René kunne få stillet sin ”sult” efter udfordringer. De største udfordringer kom inde i Bilbao, hvor vi skulle finde Guggenheim museet – men DET var ikke sådan lige at finde til. Efter flere forsøg fandt vi indgangen – og måtte desværre konstaterer, at der er lukket om mandagen. Vi tog en frokost foran museet og blev enige om, at det måtte vi tage ind og se i morgen – og så kørte vi til Guernica/Gernika for at finde et hotel. Heller ikke der havde GPS’en held til at finde de små veje og vi måtte cirkulere et par gange inden vi fandt stedet, hvor frisen af Picassos billede af det overgreb, som byen var udsat for i 1939 er opsat. Tyskerne angreb – på opfordring af general Franco og bombede byen totalt sønder og over halvdelen af byens befolkning døde. Maleriet er verdensberømt og giver ingen mulighed for at glemme, hvor urimelig en krigs ofre er – og hvor gemene træk, der bliver brugt for at opnå magt.
Vi har fundet et hotel i centrum – booket os for 2 nætter á 40 Euro incl. morgenmad – og er nu på vej ud for at se på byen – og i morgen tager vi retur til Bilbao og ser Guggenheim museet indvendigt - så vi ikke mere kan sige, at det får vi ”aldrig” set – efter at have været her 2 gange.

12/5
Guggenheim er set…
OG det er absolut seværdigt. Ikke kun et fantastisk bygningsværk, men spændende og meget varierende udstilling. Den overvejende del af udstillingen er stadig ikke permanent, da museet ikke er så gammelt. Vi vandrede rundt og beundrede de udstillede kunstværker. Kæmpe 5 cm. tykke metalpladeskulpturer i fantastiske former. En kineser der må sove ind med et kæmpe grin om munden hver aften, for han er privilegeret med enhver drengs drøm om, at lege med krudt hele dagen. I dag kender de fleste ham nok fra fyrværkeriet ved de olympiske lege i Kina, hvor han havde designet og udførte det store fyrværkeri. Inden da havde han dog lavet adskillelige andre fyrværkeriprojekter, blandt andet en 10 kilometer lang lunte med tusinde af ”bomber” og raketter undervejs. Den sidste kunstner var en japaner, der er meget kommercielt orienteret. Det første indtryk var lidt, hold da op nogle pang farver og mærkelige skabninger, men så kom der lige lidt at kigge på – en meget storbarmet servitrice med minimalistisk beklædning samt en lettere påklædt dame og resten af hans værker blev nøje studeret uden dog at finde flere udgaver af damerne. Efter ikke mindre end 4 timer inden for gik turen igen ud i den friske luft, en kop kaffe med tapas og en sidste gangs beundring af bygningsværket udelukkende udført i sten, glas og titanium. Hjemturen blev planlagt ude langs kysten, hvor vi måtte stoppe flere steder for at beundre den dramatiske Biscay kyst. Rita tog lige en tur ned (og op) af ikke mindre end 301 trappetrin for at stikke hænderne i vandet. Jeg nøjedes med at beundre hendes dåd og kunne alligevel klare at blive både forpustet og varm på vej tilbage til cyklerne. Der var mange imponerede udsigter over den af søfarende berygtede bugt på vej ”hjem”. GPS-en gav os endnu en gang en oplevelse ud over de sædvanlige. Ud til højre og ind på en meget stejl (meget-meget) og meget smal vej, som Rita godt nok mente ikke var velegnet til MC-ere, men ikke bred nok til at vende på og den var jo ”kun” cirka 4 km. lang. Heldigvis var ”genvejen” med flotte udsigter og ikke alt for meget grus, så det tog ikke lang tid før vi igen var tilbage på normal vej med noget hurtigere kurver og sving. Vel hjemme ved hotellet (ikke værd at nævne) fik vi to kolde og et par tapas inden vi kravlede op af trapperne efter endnu en god dag. Nu venter vi bare på, at klokken bliver over 2000, så vi kan få noget at spise og blive klar til en ny dag på vej nord og øst på.

13/5
Spændende at vågne op – og kigge ud af vinduet – for hvordan er vejret nu lige i dag – når man IKKE kan se vejrudsigten som vanligt? Heldigvis med pletvise skyer og blå himmel – så vi var vældig fortrøstningsfulde da vi efter det sædvanlige lidt ”magre” morgenmåltid på baren – sad parat på MC’erne og skulle tage hul på dagens etape. Vi kom ret hurtigt ud til kysten – og som René ganske rigtig siger, så ER det altid imponerende at køre med et stort hav lige på den ene side. Op og ned gik det i store – og meget mindre sving. Ruten er også vellidt af cykelfolket, kunne vi se, idet der var rigtig mange ude for at prøve kræfter med stigningerne – op til 9%,– Og så nåede vi til Donastia San Sebastian – tæt ved den spansk-franske grænse. Det er byen, som tiltrækker folk med penge og især tiden til at forbruge – det ses tydeligt på forretninger og byens huse, at der er velstand blandt folk der. Byen rummer også en helt skøn strand, hvor man i læ af Biscayens brølende bølger kan nyde solen og en dukkert fra en alenlang sandstrand. I dag var der – trods bare 17-19 grader badegæster på stranden, som slikkede sol – og også nogen, der dyrkede deres indre ro og balance med Tai Chi.
Efter en lille frokost ”sammen” med de rige gik turen videre til Frankrig – hvor vi dog lige havde fornøjelsen af at køre på en af de veje, som snart bliver historie for altid. Mellem Irun og Pamplona kørte vi delvis på ny og gammel vejafsnit – men næste år vil der bare være en stor trafikåre gennem det smukke landskab, hvor vi – trods vejkonstruktionerne – nød naturens mange smukke sving igennem grønne skove og frem og tilbage over floden Barbuz??? . Mit hoved havde det svært med hjelmen i dag –og det krævede mere end en kop kaffe undervejs for at få rettet på håret under den – men så faldt der også lige en abrikostærte af ved et af stederne – uhmmm! Efter ca 190 km kørte vi atter ind i Frankrig og nød faktisk at være tilbage med lidt mere hygge i landskabet – det er synligt at være kommet til Frankrig igen – ses i byggestil og orden omkring byerne og i det hele taget. Vi var enige om at kom det rette hotel – så var det tid at slå lejr for natten – og pludselig lå det der midt i ”ingenting” – i Saint Esteben – en lillebitte by men meget hyggeligt hotel med morlille, der taler meget fransk og er rigtig sød. www.hotel-fronton.com.
Vi har lige afgivet bestilling til aftensmaden - ½-pension med lokale retter – vældig spændende hvad det er for lækkerier i aften. Dr. Nielsen indtaget – armbøjninger klaret for dagen (15 stk) og nu er det tid til et kapitel i ”Undtagelsen” af Chr. Jungersen.
Bare lige en sen tilføjelse: Der er ingen grund til at vælge stedet her for sine kulinariske egenskaber – det simpleste franske måltid, vi har fået på denne ferie. (men venligheden er der stadig)

14/5
Nu har det regnet i 24 timer, så mon vi ikke har fået vores andel på denne ferie?
En dag med mange udfordringer er næsten afsluttet efter et solidt måltid på hotel La Poste i Les Eaux Bonnes. Stedet blev valgt af nød og intet andet. Men når det er sagt, så er det et sjovt sted med de mest skæve gulve, vægge og trapper, jeg nogensinde har oplevet. Et mere passende navn ville være ”Det skæve hus”, så Garry (ham der designede Guggenheim Bilbao) har vist været her forbi for at lære at lave en bygning, hvor intet er lige eller i vatter.
Dagen startede med planlægning af alternativ rute, hvis det skulle vise sig tåbeligt at skulle over Pyrenæerne i det vejrlig, dagen startede med – Regn og mere regn. Ruten blev lagt efter guidebogen efter Route Pyrenee, vej D918, med endelig beslutning om bjergkørsel i Arlette. 0930 startede vi off piste, som Rita udtrykte det. Meget små regnvåde veje, der snoede sig op og ned i landskabet med højdeforskelle på 550-600 meter i hurtig rækkefølge. Som om det ikke var nok, at vejene var små og regnen stod ned, så var der rigtig meget grus alle steder, hvor vandet løb over eller langs vejen. Selv de lokale kørte faktisk i et tempo, der gjorde overhaling nødvendigt. Vel fremme i Arlette beslutte vi, at det trods alt ikke regnede mere end at vi ville køre længere op i bjergene og syd på mod Spanien. Det viste sig at være en god beslutning for des længere vi kom op og ind i Pyrenæerne, des bedre blev vejret. Passet blev nået og turen ned i Spanien bød på både tørre veje og solglimt. Dejlig efter kun 4 grader og regn på toppen. Hurtigt blev humøret så højt, at alle planer om overnatning i Spaniens varme (16 grader) blev opgivet og kursen igen sat mod nord Det kolde nord skulle det vise sig. Hu-hej fuld fart op over stenene igen på god tør vej og lidt mere sol. Vel over toppen gik det så ned ad, ikke kun meter mæssigt, men også vejr- og vejforholdsmæssigt. Regnen startede igen, men humøret var højt og da der kl. 1600 kun manglede 55 km. til det planmæssige mål, besluttede vi at fortsætte trods forholdene. Rita’s bemærkning om, at der da vist var mange ”krymler” på vejen, hvis det skulle tage en hel time som GPS-en angav, viste sig at holde mere end stik, desværre. Endnu en gang gik det op ad, denne gang mod Col d’Aubisque med pas i 1709 meter. Opkørslen var ikke specielt spændende, eller måske rettere meget spændende. Ikke nok med en silende regn, men vi røg ret tidligt ind i skyerne og vejen var afgjort af off piste kvalitet. Vi nåede toppen bidende vind, regn og rigtig dårlig sigt samt 2,5 grader, nu manglede vi kun 40 minutter til målet. STOOOP der er f….. en bom tværs over vejen og lige bag den SNE. Hvorfor h…… har der ikke været et eneste skilt eller venlig sjæl (vi er kørt forbi et par biler på vej op) der har gjort opmærksom på, at vejen er lukket. NU er det absolut ikke sjovt længere. Ingen af os har nydt opturen og nu skal vi så ned igen igennem regn, rigtig dårlig sigt, dårlig vej og denne gang med bjerget på venstre side og afgrunden på højre. Godt vi ikke kunne se, hvor langt man kunne falde, hvis man kom for langt ud. Der var ikke en gang et rækværk til at advare om, at man var kommet for langt ud. Første by på vej ned, var som uddød. En stor skiresort, hvor alt var slukket og lukket. Stor var glæde da vi nåede ned i 700 meter og La Poste havde et skilt med ”Ouvert” i vinduet. Morgendagens turplan er nu lagt og denne gang absolut ikke over Col d’Aubisque.

15/5
Oh – hvilken morgenstund!! Ikke just med guld i mund – men derimod med mere regn, som vi også afsluttede aftenen med i går. Men – hvad betyder en smule vand for garvede MC’ister – så vi iklædte os rette tøj og 0920 rullede vi ud fra det ”Skæve Hotel”
Vi skulle tilbage – ingen tvivl om det med erindringen om den forfærdelige tur op og ned til det lukkede pas. Retningen var mod Lourdes – den berømte by, som viste sig at have det mest tæt besatte hotelliv, som René til dato har oplevet på sin GPS. Ingen af os havde egentlig lige tænkt på at det var sådan en berømt by med hellige vidundere, som følge af Notre Dame og hendes helbredende egenskaber. Der er dog ikke siden 1978 sket nogen mirakler i byen – men minderne lever stadig, kan man se på byens tiltrækning af turister. Videre gik det – og ikke langt efter Lourdes skete så det, som vi har ventet på i over et døgn: Vi så SOLEN. Yes for en skøn ting, når nu vi var på vej til et af de naturmæssige højdepunkter. Ved middagstid tjekkede vi ind i byen Gavarnie på hotel du Taillon (www.hotelletaillon.com) – som er udgangspunkt for flere vandreture. Vi havde læst om dalens fortræffeligheder i ”Turen går til Sydfrankrig” og vidste derfor at det var en afstikker værd. Afstikker – på den vis, at det er en ”blind”vej og vi skal samme vej ud af dalen i morgen for at komme videre. René har dog skumlet en hel del i løbet af dagen over at Col Tourmalet er LUKKET – og vi derfor bliver nødt til at returnere helt til Lourdes for at komme videre østover – ærgerligt men sådan er livet i bjergene på denne årstid!
Vi fik lige en frokost på hotellet for at have energi til den kommende vandretur op for at se det, som er seværdigt. Vi synes nu at det hele var værd at se på – og fra vores værelse har vi fuld udsigt til bjerge med sne – grønne marker – vandfald og meget mere. Men vandfaldet fra de ca. 3000 m høje bjerge ER det, som man skal op ad bjergstierne for at få rigtigt i øjesyn. Så med energi fyldt på tanken og gode ben vandrede vi 1330 ud mod udsigterne i højden. Det er en fantastisk oplevelse at have de mægtige bjerge – solbeskinnede med sne på toppen som kulisse – og samtidig med have en fossende vandløb og nyudsprungne træer flot flankeret af grantræer i en mørkere grøn farve langs ruten. Derudover så jeg også anemoner – både hvide OG blå – og juleroser i fri dressur langs ruten – jo, der er sandelig nok at holde øje med!! René kæmpede bravt og efter ca. 40 minutter nåede vi toppen, hvorfra vi havde et smukt udsyn til de vandfald, som bliver skabt af forårets komme. Jo – der var valuta for alle pengene og efter at have beundret det i et godt stykke tid vandrede vi igen ned ad stien – nu med solen i ryggen og udsynet til andre bjerge. Belønningen kom ved foden af ruten - øl og kaffe med pandekager!! En dejlig oplevelse som vi her fra vores kammer kan genopleve bare på udsynet.
Jeg skylder for resten René en stor øl – idet jeg påstod, at vi IKKE kunne se billederne fra kameraet på PC. Men – hvem kunne vide, at en driverenhed var afinstalleret og derfor ikke var tilgængelig. Nå – men jeg skal NOK give den øl René.

16/5
En hel dag med høj blå himmel og sol. Efter som Tourmalet var lukket måtte vi tilbage til Lourdes inden vejen igen gik øst over. Det var helt befriende at kunne se de smukke hvide toppe på bjergene og undervejs fik vi da kørt over et par ”Col’s”, hvor udsigten rigtig blev nydt. Vejene var tørre og rimeligt store, så der blev igen slidt lidt på dæksiderne. Sædvanen tro undgik vi dog ikke de små veje med grus og dårlig belægning. Rita var overbevist om, at det var en cykelsti, men efter at have mødt to biler blev hun overbevist om, at det var en vej. Trods de flotte udsigter, vil jeg dog ikke anbefale D37, den er simpelthen for lille til at det er sjovt at køre på den. Helt galt gik det, da vejen på et stykke var spærret, så vi måtte ud på en alternativ vej. Eller rettere at kalde det for en vej er overdrevet, det var nærmere et hjulspor. Ikke kun dårlig belægning, men stor stigning og helt ekstremt snævre serpentiner sving. Vi kom dog op og nu var der ingen af os, der ikke havde sved på panden. Efter godt 20 km med en gennemsnitsfart på 20-25 var vi begge møre og trætte af ”cykelstien”, så da vi kørte ind i Seix, nedlagde Rita simpelthen veto mod videre kørsel. Heldigvis var der et lille hotel på bytorvet. Efter 10 minutters venten åbnede det og jeg blev sendt ind for at se om der var plads, mens Rita flød ud på en bænk i solen. Der var plads og vi fik anvist det mest charmerende værelse med udsigt over torvet for kun 43 Euro. Det viste sig, at værtsparret var dansk/hollandsk og meget gæstfri. Maskinerne blev parkeret inde i deres gård og efter Dr. Nielsen fik vi os en hyggelig snak med værten Eigil fra Esbjerg om hotellets tilbliven og om mange andre steder. Han havde forladt Danmark 40 år tidligere og arbejdet rundt omkring i verden.. De har næsten fået restaureret hele hotellet, som er holdt i gammel stil med skæve døre, vinduer og gulve, men af en helt anden standard end ”Det skæve hotel”.
Konklusionen efter dagen er, at skal man se Pyrenæerne fra de store col’s, så skal man ikke køre før i juni måned, men så tidligt som muligt, for at undgå det helt store turist rykind.

17/5
Vores ophold i Seix hos Elsa og Erling på Hotel Salate ( Auberge du Haut Salat, Place de l’Allee, 09140 Seix/ tel: 0561668803)– eller Auberge, som det egentlig er – blev en skøn morgen. Den startede lidt sent i og med at morgenmaden først blev anrettet til 8.30. Til gengæld havde jeg så også tid til at betragte livet udenfor på torvet i byen. Søndag er blomstermarkeds dag – og i den forbindelse var der et leben tidligt på dagen. Små lastbiler strømmede til og der blev læsset kasser med alle mulige dejlige blomster ud for at anrettes på bedst tænkelige måde – for afsætningens skyld. Der var også tid til at få kaffe og ryge lidt cigaretter mellem udstillerne – og inden længe kom også de første kunder til for at udvælge sig de bedste blomster til haven derhjemme. Det var lidt forfærdeligt, at jeg slet ikke kunne få plads til noget i sidetasken – så af den årsag holdt jeg mig på afstand og nøjedes med at indsnuse duftene fra blomsterkasserne fra min 3. sals værelses udsigt.
Morgenmåltidet i sig selv var en stor oplevelse – med hjemmebagt brød over hele linjen. Første gang, vi fik andet end hvidt brød overhovedet siden vi forlod Sverige. Efter af have spist og fået lidt beretninger fra Erling om arbejdet med restaureringen af hotellet, trillede vi mod Cap d’Agde lidt før 930. Solen skinnede og vi kunne se frem til en dag med tørre veje – jubii. Dagen bød på mange forskellige oplevelser – både i højden og i de lavere luftlag. En af jokerne på dagens rute var rigtignok – OM alle passene, vi skulle over – nu også var ÅBNE: Det viste sig hen ad vejen, at lykken tilsmilede os – og hvor vi end kørte – så var der åbent – hvilket højnede stemningen – forståeligt nok. Det var meget pittoreske områder vi kørte gennem – og vejene snoede sig livligt rundt og frem og tilbage i en uendelighed. Dagen bød på de fleste biler indtil videre – og også motorcyklerne var kommet ud på tur – måske på grund af søndagsvejret? Vi mødte også adskillige cyklister, der prøvede kræfter med de mange stigninger, i området. Der var venligst skrevet før opstigningerne hvor mange meter det steg – hvor lang ruten var fra ende til anden – og for hver km var der også skrevet, hvilken stigningsgrad der var på næste km. Vi kunne også på vej påskrifterne se, at der helt sikkert har været etaper af både Tour’en - og Vueltaen forbi disse snirklede veje.
Frokosten blev indtaget i en lillebitte by godt nede af bjergene igen – og da hotellet holdt lukket var det bageren, der forsynede os med baguette – terrine de Canard – og vand. Således kunne vi køre videre – og tempoet i dag har været helt i top – mener René – der måske for første gang har følt at han skulle til at lægge sig i selen for ikke at bliver overhalet. Men – jeg har nu ingen intentioner i den retning.
I og med at tempoet var så godt - så nåede vi til målet for dagens etape lidt i 17 – og kunne indlogere os i lejligheden – og fandt også ud af at få parkeret MC’erne på en lidt mere diskret plads end først anvist. ( man kan spekulere over, hvem, der gider køre rundt på sådan nogle skidtbunker – som de ligner for tiden) – men man skal aldrig vide sig for sikker her.
Nu er turen kommet til indkøb og et kig på, hvad der rører sig i området. Dejlig lejlighed, vi er kommet i - nydelig inventar og også OK udsigt til Middelhavet.