|
Dagbog
fra turen
Fredag
3/9
Det er bælgravende mørkt og koldt, da motorerne springer i gang på
maskinerne, der er tungere end normalt. Alle tasker er pakket, dog til
lidt bekymring, ikke alle helt fulde. Snuden vendes mod syd og Altona,
hvor das Autozug venter på at køre os til Narbonne. Det er en rigtig kølig
morgen, hvor temperaturen kommer helt ned på 5 grader inden solen kommer
frem og varmer en lille smule. Det bliver til enkelt stop med hoppen lidt
rundt for at få varmen, inden ankomst til Rødby. Den store planlagte
morgenbuffet blev til den store morgenskuffelse – Scanlines serverer
ikke morgenbuffet før ved 9-tiden, så er det jo ikke en gang morgen
mere…
Turen fra Puttgarten til Altona gik ad hovedveje, frem for autobanen. Det
er hyggeligere og varer ikke mange minutter længere end at ligge og ræse
på den kedelige betonvej. Efter den sædvanlige lettere forvirring blev
maskinerne lastet og spændingen med hensyn til antal passagerer i kupeen
udløst. Fuld booket med 5 mand, alle motorcyklister, så al bagagepladsen
blev udnyttet.
Turen fra til Nabonne tager godt 23 timer, så det er med at have mad,
drikke, bøger, soduko og alt det andet klar og med i kabinen.
 |
 |
|
| Maskinerne er lastede. |
Forsyninger til den lange
tur. |
|
Lørdag
4/9 - Kort
over dagens etape
Natten blev – trods lidt bange anelser – en ganske rolig af
slagsen med. Det hjalp gevaldigt at iføre sig ørepropper for at lukke
alle mulige lyde – dels fra medpassagererne – og dels fra de mange
utallige rangeringer gennem Tyskland og Frankrig, udenfor. Så kl. 7.30
slog jeg øjenene op og følte mig komplet udhvilet og parat til
morgenmad. Da-dadada da dah!!! DB’s usvigelig ringe kulinariske
servering, der dog glimrer med varm kaffe – og endda 2 kopper, til værdigt
trængende. En af vores medpassagerer serverede en blød og cremet camembert
til – så det var et helt festmåltid – trods alt. Dernæst
ventede vi så bare på at klokken blev 11.34, hvor vi skulle lande i
Narbonne – og ud på turen. Vi ankom punktligt – og 1 time og 10
minutter senere strøg Rene og jeg ud fra P-pladsen fra biltoget og var på
vej mod dagens første punkt – Revel.
Vi kom fantastisk ukompliceret ud fra Narbonne – faktisk er det aldrig gået
huritgere – så vi kom snart ud i landlige omgivelser og nød udsynet
til vinmarker – vinmarker og atter vinmarker. Vi kørte i Corbierre området
og havde rig mulighed for at smage på egnens produkter – meeeeeennnnnn
– ikke helt en god løsning, når vi skulle kører videre. Temperaturen
startede ud ved 27 grader – men snart stod der hele 32 grader på
termostaten – pyyyyyyyyyh ha, hvor det er varmt inde i alt det MC tøj
med hjelmen, der udgør et sandt drivhus, så snart vi holder stille. Vi
fandt efter en lille time et udmærket frokoststed i en af de første
byer, vi overhovedet kørte gennem. St. Laurent – og det var faktisk i
turistinformationen, vi spiste. Det var bestemt ikke kedeligt – men –
som René udtrykte det. ”jeg skulle alligevel have spurgt om det var
gedeost”. En spændende anretning med små melonkugler – dertil
serranoskinke med små kugler af gedeost, der var ”ladet” med lidt
honning indeni – og til slut en is lavet på gedeost. Jo for den da –
det var lækkert – (hvis man altså kan li’ gedeost, som jeg kan).
Derefter kom vi ind på nogle af de små sjove veje – med masser af
muligehd for at rutsje rundt i de småsten, som var lagt på som ekstra
lag. Det var ikke ligefrem en glæde at køre på – men – vi kom da
frem og sidder nu og nyder livet ude i gårdhaven på det hotel vi har
indlogeret os på i Revel. Hotel Midi – fine værelser og udsigt til
middag om et par timer. Vi skal ud og se på byen – på gensyn i morgen.
 |
 |
|
| Så er der
"tudefjæjs" bare på grund af lidt grus på vejen. |
Men det går
da heldigvis hurtigt over, da der blev fundet brombær i vejkanten. |
|
Søndag
5/9 - Kort
over dagens etape samt transport
vej til start næste dag
 Aftenens udsigt til gourmetmad blev ikke helt indfriet, men vi blev mætte
og i godt humør af den lokale vin. Efter en god nats søvn og et for
Frankrig overdådigt morgenmåltid (baguette, skinke, ost, juice og
kaffe/te) var vi klar til den første Tour etape. Planen var, at gennemkøre årets
tour de France bjergetape i Pyrenæerne med afsluttende 75 km. til tourens
næste startby, Pamiers. I fin stil startede vi ud kl. 0900 og nød de
afvekslende landskaber, mens vi småsnakkede om, hvad der mon var gået af
tanker igennem rytternes hoveder, da de store bjerge dukkede op i
horisonten. Vejret var dejligt med en starttemperatur på 17 grader og
skyfri himmel, som lovede højere temperaturer. Efterhånden som vi nærmede
os bjergene blev vejene mindre og belægningen ind imellem dårligere.
Ingen tvivl om, at der mange steder var lagt ny fin asfalt ud inden
touren, men desværre var det ikke alle steder vores rute kom til at følge
touren. En lille lærestreg – sæt ikke TourenPlanner til at køre
smukke MC-veje, hvis man vil følge en nøje planlagt vej. Vi kom ud på
de smukkeste små veje, med den dårligste belægning af små sten på ny
asfalt. Skal lige love for, at hvis det ikke var for solen, så kunne den
belægning fremkalde sved på panden. Rita var, sædvanen tro, mere modig
end mig og kørte som om der ikke var en eneste løs sten, så da hun
meddelte ”jeg vil altså ikke køre for hurtig” kunne jeg kun melde
tilbage, at det var jeg ”da glad for”, ellers ville jeg jo ikke en
gang kunne nå at indhente hende på de lige strækninger. Dagens højdepunkt
var Col des Pailheres på 2001 meter. Det er dybt imponerende, at tænke på
hvordan rytterne i touren kører over de bjerge. Vejene op er meget
smalle, men i betydeligt bedre stand, end da vi kørte samme tur sidste år.
Vi nød det fantastiske udsyn fra toppen af passet og hilste på de
cykelryttere, der passerede toppen, mens vi stod der oppe. På vej ned var
det tankevækkende at tænke på, hvordan det ville være at køre med
samme fart (90-100 km/t) på en cykel. Det tog ikke mange minutter inden
bunden og byen Ax-Les-Thermes blev nået og tourens sidste stigning skulle
bestiges op mod Bonascre. En helt fantastisk vej, som absolut er en tur værd,
hvis vi kommer tilbage igen en dag. Superskønne store sving, hvor der kan
skrabes asfalt til begge sider. Heldigvis skal man ned igen samme vej, så
der kan fodhvilerne lige rettes til igen.
Efter dagens touretape, var der lige en ”transportvej” på 75 km. til
næste startby Pamiers. Det blev dagens mindste og smalleste veje, ja
faktisk ind imellem mere et hjulspor end en vej. Heldigvis var belægningen
for det meste af god karakter. Dagens andet pas, Col de Chioula på 1431
meter blev passeret og de storslåede landskaber nydt. Pamiers blev nået
med sveden løbende ned af ryggen og jagten på et hotel med kolde øl
indledt. Det viste sig, at hotellerne i Pamiers holder søndagen hellig og
lukket. Heldigvis svarede portieren på hotel de France, at hun ville
kunne komme på 10 minutter og checke os ind.
En Doktor Nielsen, kolde øl, forfriskende bad senere var vi klar til at
finde et godt spisested, hvor vi nu er kommet hjem fra og slår mave,
inden der skal slappes af før morgendagens spændende etape. Der er ret
stor sandsynlighed for, at vi komme ud på en spændende opgave, da
GPS-erne viser kørsel på uasfalterede vej.
 |
 |
 |
| Videooptageren monteres
inden dagens etape. |
Fantastisk vejr og meget
smukke landskaber samt byer. |
Col de Pailheres var
dagens "toppunkt" med vid udsigt. |
 |
 |
 |
| Gad vide om de stakkels
ryttere på turen havde tid til at nyde udsigten? |
Rytterne ville helt sikkert have
været overvældede, hvis de lige var stået af. |
En af de mindre veje på
vej til morgen- dagens startby. ØV - løse sten igen. |
Mandag
6/9 - Kort
over dagens etape
Inden vi forlod dagens hotel fik jeg lige en information af hotel-sønnen.
Lance Armstrong havde boet på dette hotel mellem etaperne – og desuden
en del af Astanas hold med Contador i spidsen. Så vi var havnet på
”prominent” adresse må siges.
Etapen startede inde midt i byen med en lille rundtur for at vise byen ”æren”
ved at være blevet valgt til overnatningsby på Touren. Vi kom på ruten
og snart gik det i bedste stil ud af de ganske smukke og ikke særlig
kuperede veje. Jo – nu skal vi ikke glemme, at vi ikke mærker
stigningerne som når man selv skal lave kraften for at bevæge os op –
så der var da et par mindre stigninger på de første 50 km. Solen og blå
himmel havde startet dagen, - men det trak til med skyer og på et
tidspunkt kom der også lige dråber fra oven – dog ikke flere, end at
vi vurderede det som ”forbigående” – så regntøjet blev i tasken.
På et tidspunkt kørte vi gennem nogle flotte formationer i bjergene –
og jeg synes godt nok, der var noget mørkt i den tunnel, vi kørte gennem
- indtil René foreslog at jeg slog solskærmen fra i hjelmen – og SÅ
gik det også langt bedre med at se igen. Igen i dag var det de små og
lidt udmyge veje, vi blev ført frem på. Det har så den fordel, at der
er ikke mange biler, der finder frem til dem – og vi havde det faktisk
meget fredeligt – skønt nok!
Frokosttid nærmede sig – og også tidspunktet for at vi skulle finde en
tank for at fylde på INDEN turen over Port de Balès – for det var lige
knap nok at min MC kunne klare distancen på dampene. Med lidt teknisk hjælp
fra René’s kørende stifinder m.m. – så lykkedes det at opstøve en
tank ganske nær ruten og inden længe var der fyldt på – og turen
kunne gå videre uden hovedbrud for – OM vi kunne komme over det mest
kritiske punkt på dagens etape, hvor usikkerheden stadig lurede mht. OM
– der var asfalteret – og hvordan det så ud. Det sidste af den
medbragte mad blev indtaget i en lille søvnig by, hvor hotellet var til
salg – og ingen mennesker befandt sig udenfor. Vi fandt en bænk nær
vandløbet og 1-2-3- havde jeg arrangeret et sundhedsrigtigt måltid –
KUN bestående af kød og grønt og dertil vand. (brødet var desværre
afgået ved døden i varmen). Godt forsynede i maven begav vi os så ud på
de sidste godt 40 km – og var tilfredse med at det ikke skulle være på
cykel med den fyldte mave vi havde. Uha – for en stigning vi kom ud på
– og det skal nok være, at det kom til at gå op og op og op igen. Små
bitte veje med sving igen og igen. Vi kom ovenud af trægrænsen og
landskabet var trods alt stadig grønt med vegetationen – men goldt
indtryk med de manglende træer. Endelig stod vi på toppen – man kan
godt blive lidt højdeskræk af at køre på de smalle hylder med stejlt
fald til den ene af siderne hele tiden! 1755 m højt og en 13 km strækning
dertil fra bunden – flot klaret af alle rytterne i feltet, hvor det har
været mere end svært at forstå, at nogen kan have overskud til at
stikke af fra konkurrenterne op ad de stejle stigninger.
Bagnes de Luchon blev nået allerede godt 14 – og vi fandt et hotel i
udkanten – ganske fint og hyggeligt. Efter behørigt antal kølige øl
til at dæmpe varmen (René) – og en kort lur på værelset samt en
gåtur
ind for se på byen – så var det tid til en velfortjent aftensmad (Menu
Terroir). Tordenen rullede over vores hoveder og regnen trommede mod taget
– så vi krydsede fingre for at morgendagens etape IKKE bliver oversvømmet
totalt.
 |
 |
 |
| Port de Bales er
nået - Godt det ikke var på cykel. |
Hele vejen op får man
besked om, hvor lagt der er tilbage samt stigningen i % |
Det er ikke et lokalt
kunststykke, men svampe i et træ. |
 |
|
|
| Rita er simpelthen den
perfekte udendørs vært. |
|
|
Tirsdag
7/9 - Kort
over dagens etape
Efter aftenens voldsomme regnvejr, var det heldigvis tørre veje vi vågnede
op til. Til gengæld lovede de lave og mørke skyer ikke tørvejr hele
dagen. Efter morgenmaden tog vi hul på turens ”kongeetape” på 200
km. med ikke færre end 5 pas og Tourmalet, som dagens højdepunkt. Det
gik op af med det samme vi havde forladt Luchon og inden længe kørte vi
rundt i skyerne, med begrænset sigtbarhed og dug på visiret. Desværre
viste det sig, at videoen ikke var beregnet til den form for vejrlig, så
inden længe var der ikke kun fugt uden på linsen, men også inde i
kameraet.
At køre i skyerne er en ting. Når der samtidig skal tages hensyn til
nedfald af sten og grus fra de stejle skråninger og diverse kreaturer
midt på vejen, så er der nok at se til. Vi har aldrig kørt nogen steder
med så mange løsgående køer, geder og får. Køerne er generelt
fuldkomne lige glade med alle kørende. Har de taget ophold midt på
vejen, ja så skal man ret tæt på før de begynder at flytte sig. Geder
og får er til gengæld mere uberegnelige. De løber på kryds og tværs
og er svære at se i tågen, til gengæld er deres efterladenskaber ikke så
store og glatte som køernes, der åbenbart finder det lettere at lette
halen midt på vejen end ude i rabatten. Lige inden toppen af det første
pas, Col de Peyresourde, kom vi op over skyerne og en pragtfuld udsigt åbenbarede
sig for os. De næste 2 pas blev på samme måde, desværre uden vi kom op
over skyerne, så det var ikke meget vi så til udsigterne, som vi vidste,
var rigtig flotte efter sidste års tur. Nu ventede Tourmalet med sine
godt 2100 meter. Igen startede opturen med dårlig sigtbarhed, der blev
ringere og ringere til vi til sidst var næsten nede i kravletempo for
ikke at risikere, at ramme køer eller cyklister. Heldigvis var det meget
få rigtig skarpe sving vi skulle igennem. Så pludselig åbnede himlen
sig og alt blev klar et par hundrede højdemeter før toppen. Hold da op
for en udsigt. Oppe på toppen var det køligt og blæsende, men de
obligatoriske billeder blev taget og en kop varm kakao indtaget inden
nedturen startede. Det er imponerende med alle de cyklister, der kæmper
sig op på toppen af bjergene. Hatten af for dem, de er seje.
Turen ned fra Tourmalet blev heldigvis i flot solskin det første stykke
vej, inden vi igen kørte ned i de lave skyer og våde kokasser. Nu
ventede kun Col d’Aubisque, som vi sidste år måtte vende op på toppen
af, da der endnu var lukket med sne. Desværre trak skyerne mere og mere
sammen og blev mørkere, så da vi startede fra frokosten i Argelès-Gazost
var Rita i regntøj. Inden længe begyndte det at regne og rent ud sagt stå
ned i stænger. Sidste år vi kørte på Aubisque var vejene i urimelig dårlig
stand. Nu var de dejligt nyasfalterede, men vejret var endnu en gang ikke
med os, så passet blev kørt i regn og tågedis hele vejen. Først på
nedkørslen klarede det op og blev tørvejr, så da vi nåede til ”det
skæve” hotel Post i Eaux Bonnes blev regntøjet taget af og en kop
kaffe med abrikostærte nydt uden for i solen. Resten af vejen til Pau
(udtales Po siger Rita) blev kørt i godt tempo på næsten tørre veje.
Pau er en rimelig stor by med er virvar af ensrettede veje og vejarbejde i
bymidten, så det tog lige lidt tid og omkringkørsel inden vi fik os
indlogeret på hotel Kyriad. Stor flot hotel med egen parkering og gratis
internet, så nu er mailen blev checket og vejret kontrolleret.
Vi fik gået en tur i byen, hvor slottet, der er et besøg værd, blev set
og beundret. Desværre var det for sent til at komme ind. På gågaden fik
Rita en hurtig aftale med en frisør, der lige netop kunne nå at korte håret
inden fyraften- kun forstyrret af, at hun skar sig selv i fingeren!!!
Aftenen blev tilbragt med god vin, foie gras og nyden livet.
 |
 |
 |
| Videooptagerne gøres klar
til Tourmalet. Det sidste sig den ikke var vandtæt. |
Ikke en eneste af de
bygninger så vi da vi kørte igennem byen. |
Heldigvis kom vi over
skyerne det sidste stykke vej til toppen af Tourmalet. |
 |
 |
 |
| Koldt og blæsende - meget
mere er der vist ikke at sige til den top. |
Enhver cykelrytter med
respekt for sig selv skal da ha' et billede her. |
Og så er der lige turen
ned igennem skyerne tilbage. |
 |
 |
 |
| Det første stykke vej var
dejligt at køre, men så røg vi ind i skyerne igen. |
HURRA - denne gang kom vi
over Col d'Aubisque. Sidst var her sne. |
Det skæve hotel som vi
overnattede på i 2009 stod der stadig - Lige skævt. |
 |
 |
|
| En dejlig kop kaffe med
kage blev spist, mens solen brød frem. |
Pau bød på turens
første Foie Gras, der blev nydt sammen med et glas rødvin. |
|
Onsdag
8/9 - Kort
over dagens etape
Det var med spænding, at vi kiggede ud gennem vinduet for at se, hvordan
vejrsituationen så ud her til morgen. I aftes var det blæst voldsomt op
og indimellem lød det, som hele parkeringspladsen var i færd med at
blive omorganiseret. Jeg konstaterede heldigvis, at BMW’erne stod pænt
under halvtaget og ventede på os. Det med vækning med min nye telefon er
ingen succeshistorie – endnu en gang glippede det (min egen fejl mht.
kodning) – så det blev ikke til morgenløbetur – men derimod til ”øvelser
på gulv”. Morgenens største positive indslag var definitivt
morgenmadsbuffeten. Stort udvalg med friske frugter og godt brød – samt
æg kogt til perfektionisme med egen sandurs kontrol! MC’erne – og vi
var klar til afgang fra hotellet kl. 9.30 – og så var det endda med sol
og blå himmel i udsigt – herligt når man forventer overskyet og regn i
sigte. Vi kørte sydover mod den første stigning – Col Marie Blanque
– i 1065 m. René er henrykt over at kunne få gode optagelser i videoen
– så jeg kører foran som galionsfigur og viser vejen. Det var skønt
at kunne se de smukke strækninger og ikke være synderlig nervøs for
sving med regnvåde veje og dyreekskrementer over det hele – så det gik
godt derudaf. Col Soulor var det næste pas på dagen og vi nærmede os
det i god stil med sol og blå himmel over os – og kun enkelte køer på
vejen. De har det fuldstændigt køligt overfor alle de underlige kørende
personager, der suser rundt mellem dem. De er dog klogelig udstyret med
klokker i stor format, så man kan høre dem på afstand i gående
position. Vi havde forinden opstigningen fourageret hos en lokal slagter
og da vi nåede toppen fandt vi et meget landligt sted at indtage
frokosten. Midt imellem gedehømser og med fare for at mad og det hele
faldt ned – sad vi med udsigt til de smukke bjerge og nød udsigten –
og den indkøbte andepaté og skinke. Mens vi sad der ankom og afgik
cyklister, der enten skulle ned til Argeles Gazost – eller videre over
til Col d’Aubisque. Så var der kun et pas tilbage på dagen –
Tourmalet og det gik fint dertil og også op ad de hidsige stigninger var
det i dag ingen sag at komme frem ad. Det var som om alle småsten og
klippestykker var regnet af vejen – så det lettede på kørselsstilen,
må siges. På toppen standsede vi ikke i dag – men fortsatte mod den nærliggende
by (skisportssted) Mungie. Det viste sig, at den er HELT lukket på nuværende
årstid – så vi fortsatte nedad og fandt efter nogle kilometer et lille
hyggeligt udseende hotel, hvor vi fik værten til at lukke op – så vi
kunne indlogere os. Det er absolut turens MINDSTE værelse med både dusch
og toilet – samt bidet kilet ind på et fåtal af m2 –med et lille
forhæng i stedet for dør. Så det er sandelig intimt kan jeg sige!!!
Nå – men serveringen er der ingen ting at klage på – René fik en øl
næsten inden vi kom ind på hotellet – og så var det bare med at få
pakket ud og lagt til rette, så vi også kan manøvrere rundt på værelset.
Lige nu er det blevet aftensmadtid – så på genhør i morgen.
 |
 |
 |
| Heste, køer, geder og
får går løst omkring uden indhegninger. |
Endnu en frokost i det
fri. Denne gang uden den store opdækning. |
Vores hyggelige lille
hotel med bad og toilet på værelset. |
 |
 |
 |
| Ja se selv - der er
sandelig toilet på værelset. Husk at lukke døren efter dig... |
Badeforholdene var også i
orden, måske ikke lige efter dansk lovgivning. |
Det var så sidste
overkørsel af Tourmalet i denne omgang. |
Torsdag
9/9 - Kort
over den resterende del af turen
Godt vi ikke havde fået overtalt krofar til at servere morgenmad kl. 8
for vi vågnede først 10 over. Måske var det mangel på ilt i det lille
værelse, der gjorde, at vi sov så tungt. Efter et, efter franske
forhold, godt morgenmåltid (ristet brød, kaffe, saftevand, corn flakes
med mælk og croissant) var det på med det regntætte tøj og fuld varme på
håndtagene. Regn og 10 grader, var dagens vejr. Ikke alt for opløftende,
når vi nu lige skulle over et par pas, hvor touren ikke havde kørt.
Første stigning startede efter knap en kilometer. Op mod Col d’Aspin,
hvor vejen var fin, men inden længe drejede vi til højre op mod
Hourquette d’Ancizan med top på 1538 meter. Ikke så snart var vi
drejet før det var meget klart, at her havde Touren ikke kørt. Ikke nok
med at det regnede ret så meget, men vejen var i rigtig dårlig stand og
der var mere end rigeligt med koefterladenskaber på vejen. Det var ikke
meget der blev sagt på radioen og Rita lød ikke positiv, som normalt,
specielt efter hun havde ”smuttet” lidt i en kokasse.
Der var kun 55 km. til den spanske grænse, men det tog mere end en time på
små dårlige veje, før vi holdt og ventede i regnen foran tunnellen i Vallée
de la Neste d’Auru i 2037 meters højde. Her er ikke et pas, men en 3070
meters tunnel, der fører ind i Spanien, hvor vejret skulle være bedre.
Spanien blev nået og det regnede stadig, men himlen var lysere med blåt
islæt længere fremme og inden længe var vejen tør og farten højere.
Inden længe dukkede den første tankstation op og der blev tanket både
benzin og kaffe. Prisen på benzin er stadig meget lavere i spanien, kun
1,16 Euro mod 1,46 i Frankrig. Humøret steg flere grader og det samme
gjorde temperaturen.
På tørre og gode veje gik det i fuld fart op over Coll de Fadas og Coll
de Espina, som vi fik genset, nu fra en anden retning. Inden længe gik
det op mod Col de Canto, som var en rigtig god oplevelse med god veje og
rigtig gode store sving. Pasvejen er hele 45 kilometer med ren fornøjelse.
Inden længe nåede vi Andorra og hele hurlumhejet i Andorra de Vella. Mon
der er andre steder i verden med flere MC-udstyrs forretninger og dækforhandlere
end vejen ind i Andorra fra Spanien. Vi manglede ikke noget, så vel ude
af hovedstaden fandt vi et godt hotel i La Massana.
Efter Dr. Nielsen, en kølig øl og et bad blev der tid til en tur op med
den lokale skilift. Ikke mindre end godt 600 meter blev vi løftet op i løbet
af ingen tid og landede midt i, nej ikke et skiområde, men et mountain
cykel område. Hele skiområdet var en stor legeplads for vovehalse på 2
hjul. Her oppe i 1950 meters højde, var der ikke meget varme, så i vores
shorts og T-shirts passede det fint, at liften lukkede 1830, så vi kørte
ned igen efter 25 minutter på toppen. Et hurtigt besøg i det lokale
supermarked med indkøb til morgendagens frokost afsluttede byturen. Nu
skal der lige fordøjes efter et overdådigt måltid, hvor jeg for første
gang smagte grisetæer med Fois Gras du Canard (så er det smagt). Rita nød
andebryst og dejlig dessert.
 |
 |
 |
| Ind igennem en tunnel fra
Frankrig til Spanien og ud i solen. |
Hvor skøn at kigge ind i
Spanien med lette små skyer på en blå himmel. |
Landskabet ændrede sig
gradvis og de høje bjerge forsvandt bag os. |
 |
 |
 |
| Spanien byder på et rigt
varierende og flotte landskaber. |
Rita på jagt efter flere
brombær. det var lige højsæson og de smagte dejligt. |
Dejlige tørre veje og
gode udsigter blev der budt på i Spanien. |
 |
 |
 |
| 90.000 km. stod der på
klokken, da vi stoppede for at strække ben. |
En dejlig lille vej ved
siden af den nye hovedvej - kedeligt de gamle veje lukkes. |
Hotellet i Andorra var
kunstfærdigt udsmykket med blomster. |
 |
|
|
| Skiliften, der gik lige
uden for vores hotelvinduer. Herlig udsigt. |
|
|
Fredag
10/9
Med udsigt til en morgenbuffet på det gode hotel var stemningen høj fra
morgenstunden – ligesom udsigten også gjorde sit til at vi ikke
ligefrem blev liggende på sengen for længe. Der var blå himmel og –
snart også sol på bjerget udenfor – så vi fik bad – morgengym –
og så ned til buffeten, som i dag var selvbetjening. I aftes forbrød jeg
mig mod regelementet og tog selv af alle desserterne – til stor
urolighed for alle tjenerne som stod på spring med skåle/ tallerken og
ta-tang for at forhindre at, jeg faldt i med at tage med fingrene SELV. Nå
– men med maven fuld af vitaminer - ( René med nogen hangover fra
grisetæerne i aftes ) – startede dagens første opstigning mod Port de
Cabút – 2302 m.Vi var helt sikkert de første der nåede toppen – for
der var tomt for biler og MC’er. Der kom 3 tyskere på MC som mente, man
kunne komme til Spanien den vej – men der var KUN grussti – MEGET: Vi
kørte retur til la Massana for at vende ud til næste col/pas. Hvor vi kørte
over port de Rat for at stoppe i Arcalis (godt 2200 meter), hvor vejen gik
over i grus. Her havde der tidligere været mål for Touren, Vueltaen og
Ciclo Catalonya. Det var fantastisk at stå der og skue over bjergtinderne
og se de store grønne områder med græssende køer – heste og sikkert
også andre dyr. Lidt vemodigt måtte vi drage videre – for der var
endnu mange mange toppe, der skulle forceres i dag. La Massana blev ikke
helt nået – men i Ondino drejede vi fra mod grænseoverkørslen til
Frankrig – den som vi sidste år kom ind i Andorra via. Det var helt
fantastisk at gense – eller se landskabet med grønne træer grønt græs
og INGEN sne. Lidt svært for mig at genkalde, men René kunne tydeligt
huske hotellet, vi boede på sidste år. Min hukommelse er åbenbart
hyllet i øltåger!!!. Det blev endnu en snoet og ganske smuk op- og nedstigning
fra passet mellem Andorra og Frankrig – men helt sikkert værd
at køre, når man har tørre veje og ganske lidt komøg diito hestepærer
til at forstyrre svingene. Vi var allerede helt høje af alle de mange
udsigter, vi passerede og – endnu var dagen ung i forhold til hvad vi
havde i vente. Vi kørte ind i Frankrig – og holdt øje med et bageri/
boulangerie for at kunne få brød til vores indkøbte frokost i går.
Pludselig lå den der – og efter et hurtigt køb kørte vi vider ud til
en picnic-mark ikke langt derfra – med udsigt til bjergene – selvfølgelig
(og det kostede ikke ekstra!). Med maven påfyldt kørte vi videre mod
Spanien – igen igen – og inden længe kunne vi igen stikke af fra de
store veje og ind på de mindre ydmyge. René fandt heldigvis en vej over
bjergene i steder for via en kedelig tunnel – så vi fik endnu en helt
utrolig overkørsel med de mest fantastiske udsigter til landskaberne, både
– før og efter svingene. (og dem var der mindst en million af!!!!). Vi
var helt enige om, at det var en vej, som var værd at besøge igen – og
med endnu et pas – Col de Crueta 1888 meter( René siger det var i
mindst 1915 meter) iflg. Garmin. René kunne sætte endnu et pas i rækken
af ”trofæer” på sin egen lille pas-liste. Nu var det blevet tid til
at snakke lidt om dagens overnatning – og jeg blev enig med mig selv om,
at slotsovernatning/ Parador – ikke er noget ”must” – i og med at
vi har haft så mange gode overnatninger – og egentlig ikke har det
rettet dress med til at bo et sådant fint sted. I stedet blev Montserrat
sat ind på GPS’en og med udsigt til lidt ”let” kørsel på brede
svingbaner – så gik det derudaf. VI fik øje på et bjergmassiv, som vi
ikke lige kunne identificere – og snart stod det klart, at det måtte
være bjerget hvor Montserrat skulle befinde sig. Vi gjorde holdt for at
tage nogle billeder – samt finde et hotel via Garmin – men det var
ikke så let. I stedet kørte vi mod klostret og efter endnu en etape med
sving for fuld udblæsning (jeg kunne mærke, at jeg var ved at nå min grænse
for koncentration for sving for dagen) – og meddelte René at mit tempo
ville blive derefter. På toppen nåede vi Montserrat – og blev enige
om, at det måtte vi vente med til i morgen med at se – og finde et
hotel/overnatningssted for natten. Efter lidt parlamentæren om, hvor det
skulle være, kørte vi mod nærmeste by – 7,5 km borte – og fandt
heldigvis et Hostal P** - med venlig receptionist, som viste os P-plads.
Imens jeg ventede på René, begyndte Renés MC til min skræk pludselig at
skride NED mod mig – og jeg måtte i al hast springe af min egen og
holde de 1200 m3 fra at vælte over mig, uhyggeligt og René lod sig
ligesom ikke anfægte af mine rædselsråb!!.
Nu er det badtid – efter den obligatoriske coctail for dagen – så nu
må aftenens menu stå sin prøve på denne lille perle af hostal!
 |
 |
 |
| Andorra har mange gode
skisteder med rigtig god vej til toppen. |
Ingen af vejene fører
nogen steder her. Den her ender i en grusvej ind i Spanien. |
Landskaberne er helt
fantastiske og udsigten vidunderlig. |
 |
 |
 |
| P-Plas i 1888 meters
højde og så er det ned samme vej. |
Efter Andorra og en kort
tur ind i Frankrig er vi tilbage i Spanien. |
Uden mad og drikke, dur
helten ikke. Bare rolig det er vand, der er i flasken. |
 |
 |
 |
| En kæmpe stor
nationalpark i Spanien med mange løsgående får. |
Der skal lige checkes om
vi kommer over de spændende toppe i det fjerne. |
Det viste sig at være Det
Hellige Bjerg, Montserrat. Her set fra værelset. |
 |
|
|
| Så er der pakket ud og de
kølige står klar sammen med Dr. Nielsen. |
|
|
Lørdag
11/9
Heldigvis kunne vi ikke få morgenmad før 0900, så de lave skyer var næsten
brændt af inden vi startede op mod Montserrat. En hurtig lille tur op af
bjerget og vi gjorde dagens første stop ved det imponerende kloster på
det hellige bjerg. Næste gang vi kommer her ned skal vi overnatte i
hotellet, der ligger oppe i klostret. Nu skal benævnelsen kloster lige
tages med et gran salt for det er et meget stort område med diverse
bygninger spredt over et meget stort areal. Tag der op på en hverdag, så
den værste trængsel undgås og sæt det meste af en dag af til at se det
hele. Vi kunne have brugt meget mere tid, men varmen og mangel på en
garderobe til at aflevere MC beklædning og hjælm, gjorde besøget
kortere end området var værd. Heldigvis lettede skyerne mens vi var der
oppe, så vi kunne nyde det storslåede udsyn inden turen gik videre nord
over mod Girona.
Videoen blev startet og Rita vred rullen på kosten, så det gik i raske
fjed ned af bjerget for fuld fart. Ruten til Girona, var sædvanen tro
lagt via TourenPlanner, som viste sig fra sin bedste side, med rigtige
”schönes motorrad strecken”. Ind imellem måske lidt for schönes for
det var ikke alle steder vejen var bred nok til to køretøjer. Heldigvis
var belægningen de fleste steder rimelig god og vejene var tørre, så
Girona blev nået i rimelig tid. Sædvanen tro skulle vi lige lidt rundt i
byen inden vi fandt et hotel. Undervejs nåede vi at køre rundt i den
gamle bydel, hvor kørsel var forbudt og vejene både meget smalle og
stejle. Efterhånden steg temperaturen så meget, at Rita kogte over og
snakkede mindre pænt, da vi endelig holdt uden for det hotel den gode
Garmin havde angivet lå lige midt i den gamle bydel. Eneste problem (ud
over en kogende Rita) var, at hotellet var lukket. Sød snak og lidt
overtalelse fik Rita til at hoppe op på kosten igen og køre med til et
andet hotel, hvor der blev pakket ud, nydt en Nielsen med kølig øl og
badet, inden turen gik ud i byen.
Rester af dagen og aftenen blev brugt til beundring af Girona med den
store smukke katedral. Vi spiste på en kanon restaurant (Occi
www.restaurantocci.com) og oplevede optog, der fejrede den catalonske
nationaldag inden det blev tid til at finde hotellet igen. Alt i alt en
herlig dag med vanvittig mange sving og gode oplevelser.
 |
 |
 |
| Det hellige bjerg var indhyllet
i skyerne næste morgen. |
Heldigvis lettede skyerne
og åbenbarede en flot udsigt. |
Klostret er fantastisk
velholdt og flot. Her er faktisk også et hotel. |
 |
 |
 |
| Klostret er spredt ud over
et meget stort areal med mange gangstier. |
Inde bag murene på
bygningen bag Rita ligger der en stor kirke. |
Kirken gemmer sig bag
høje mure. Der var messe inden for. |
 |
 |
 |
| Flotte bygninger og meget
specielle bjergformationer. |
Py-ha det blev en varm
fornøejelse - Næste gang overnatter vi her oppe. |
En lang bytur i Girona på
steder hvor vores maskiner ikke kunne komme frem. |
 |
 |
 |
| En voldsom stor og massiv
domkirke skuer ud over Girona. |
Dagen blev afsluttet uden
for på en rigtig god restaurant med dejlig mad. |
Natbillede i Girona.
Domkirken lyser op fordi den er belyst med projektører. |
Søndag
12/9
Byen var igen blevet stile med de normale lyde for en morgenstorby –
heldigvis efter en nat med rigtig megen gang i den pga. nationaldagen i går.
Jeg havde stillet uret til vækning, så jeg kunne komme ud på løbetur
inden dagens MC-tur. Det var smukt vejr og perfekt temperatur til at
udfolde sig på løb. Jeg tog en tur langs floden – det er altid en
sikker træffer, hvis der ikke skal være for mange stigninger undervejs.
Jeg fik hilst på flere morgenduelige og fiskere, som stillede grej og
andre fornødenheder op langs floden, hvor vi også i aftes havde bemærket,
at det vrimler med fisk. Så der er helt sikkert bid uden de store
problemer i denne vandåre. 4 km blev det til – og sveden stod også ud
fra alle vegne. Efter et bad og hurtigt kig på nettet var det morgenmad
– sammen med en stor flok amerikanere, som vanen tro skulle se Europa på
en uge.
Efter en for Spanien – god morgenbuffet var vi klar og parat til turens
sidste lange stræk, inden vi skulle ligge mere fast og nyde solen og
varmen i Cap d’Agde. Vi krydsede fingre for at der både ville være en
lejlighed ledig og – ikke mindst – at vejret ville vise sig fra sin pæne
side og ikke ligesom i juni – regnfuldt i 4 dage. Men – hvad betyder sådanne
mindre ting, når man har hele den skønne natur liggende foran sig og
bliver beruset af de evig smukke bjergformationer, der nu åbenbarede sig
foran os. Vi kom sydfra i dag og Pyrenæerne lå nu og trak deres takkede
linie af toppe fra vest til øst – hvor de ligesom faldt ud i
Middelhavet og for en stund lod sig oversvømme af det blå blå hav. Vi
havde måske ikke regnet med, at det også i dag ville være svingtid –
men det viste sig, at etapen også i dag fandt vej ud gennem flere små og
utrolig idylliske egne af det catalanske landskab. Det er skønt at køre
på disse små veje, når det dels ikke regner og dels er rimelig belægning
på, så man kan give den lidt fart rundt i svingene, uden at bekymre sig
om at skulle på kuretur m.m. Pludselig var det slut med Spanien og vi
befandt os atter i Frankrig. Vi snakkede om, at der faktisk er kommet
utrolig mange rundkørsler og på et tidspunkt talte René, at der ikke
var mere end en km mellem de store runde anlæg – og mellem dem måtte
vi faktisk køre 90km/t – så skal man altså skynde sig en del for at
udnytte at smutte foran en længere kø af biler på søndagstur m.m.
Frokosttid blev det ret sent – dels pga at der var ret tyndt besat med
restauranter/barer på de lidt større omkørselsveje, der er blevet
anlagt de seneste år. Men – så var der heldigvis bid på en af de
mindre byer, vi svingede ind til – og en to tre var vi bænket i haven
(efter fatters bestemte anvisning) – og fik en lille dagsmeny med
baguette – drik og dessert for det rørende beløb af 6€. Ret
hyggeligt indslag og god mad. Temperaturen var igen smuttet op på de 30
– så vi svedte med anstand og tænkte efterhånden kun på at komme til
slutsted og få smidt alt køre-tøjet og få afkølet os selv. De sidste
100 km gik forholdsvis ukompliceret – der var kun optræk til panik, da
der viste sig en længere kø ca. 20 km fra Agde – men – det klarer et
par rutinerede MC-kørere nemt ved at køre op langs køen.
kl. 15 var vi i Cap d’Agde og – fik efter en lille familiediskussion
– en lejlighed, der langt overstiger, hvad vi tidligere har boet i mht.
komfort. Vi blev hurtigt enige om, at det bestemt var alle pengene værd,
da vi så den og så må det også siges at vi hidtil IKKE har haft vores
obligatoriske slotsovernatning – så den har vi så HER. Det tog ikke
mange splitsekunder at finde strandantrækket frem og så var vi ude i det
fri – med udsigt til Middelhavet – kold rosevin og ditto øl! Hvad kan
man elles forlange af livet – ud over foie gras i rigelige mængder
Velkommen til 4 dages sol og afslapning.
 |
 |
 |
| Vores skønne lejlighed i
Cap d'Agde |
Mogenmaden nydes på
terrassen |
Kan man ønske sig mere? |
Torsdag 16/9
Efter nogle dejlige dage på stranden og for Ritas vedkommende et par ture
i Middelhavet, startede rejsen mod nord. Vi havde lejligheden hele dagen,
så der blev tid til et par timer på stranden, inden skyerne trak sammen
og vi pakkede. De første regndråber faldt, da vi havde været hos
bageren for at købe sprøde baguetter til togturen. Med knap 200 km. til
Avignon og Autozug gik det i behersket tempo og heldigvis kun med spredte
regndråber undervejs. Et kaffestop og en hurtig tur i Spar forretningen i
Avignon blev det til, inden vi checkede ind ved DB Autozug og gjorde klar
til vores 20 timers togrejse.
Sædvanen tro havde vi en kupe for os selv og inden længe var bordet
dækket med franske lækkerier inkluderet en flaske rødvin. Mætte og
trætte blev køjerne redt og ørepropperne sat i, så vi uforstyrrede kunne sove til næste morgen. Natten blev kun afbrudt af en brandalarm kl.
0330. Dagen efter oplyste de i højtalerne, at det drejede sig om en af de
mere "intelligente" passagerer, der havde tændt en cigaret på
toilettet.
Efter den sædvanlige tog-morgenmad blev de sidste timer i toget klaret
med en god bog og småsnak inden vi igen suste nord på for at besøge
familien i Randers. Hjemturen blev kørt hver for sig. René lørdag og
Rita søndag efter jubilæumsfest for eleverne i Randers Realskole.
Endnu en dejlig ferie var slut og vi var klar med friske batterier til
jobbet.
 |
 |
|
| Py-ha det er varmt |
Endnu et herremåltid med
dejlig vin |
|
|
TourenPlanner
fil
Garmin spor
Garmin spor
Garmin spor
Inkl. i 2. etape
spor
Garmin spor
Garmin spor
Garmin spor
Garmin spor
