|
Dagbog
fra turen
Lørdag
17
Aldrig før har vi været så sent på pakningen. 0700 og Rita har været
oppe i en ½ time for at gå i små cirkler, så nu må der ske noget…
To timer senere bliver der givet besked om, at nu kører vi. Heldigvis føler
vi begge at vi er klar med at komme af sted syd over for her er kun13
grader. Det går med ”normal” fart over broen og ind til syd for Køge,
så kommer der ”feriefart” på for måske kan vi nå færgen 1115.
Rita protesterer godt nok for hun har en bookning 1140 fra den billet, der
ikke blev benyttet, da hele forretningen var druknet. Lidt småregn
stoppede ikke fremdriften heller ikke Ritas spage stemme, der sagde at det
var koldt. Vi nåede billetkontrollen 1108, tids nok til at komme med færgen
1125. MEN der gik ingen færge før 1140. HVAD – der går en færge hver
½-time. Næe nej, ikke når der er taget en ud af drift…
OK – Vi nåede endnu en gang Rødby. Rita som sædvanlig rystende kold
og jeg som trøster. Vi er nu blevet enige om, at det altid er koldere end
forventer, at køre med lidt fart på for at nå færgen.
5-6 kopper mokka og en nyindkødt Dr. Nielsen senere, så alt lysere ud,
lige til jakken skulle på og rygskjoldet var væk! Jamen for f…… René,
det var jo slet ikke kommet på hjemme fra. Frem med mobilen og Google.
Adressen på Louis (stor MC-tilbehørsforretning) i Lübeck blev plottet
ind, som første destination. Louis blev nået uden uheld og et nyt
rygskjold blev indkøbt til René, sammen med handsker og lidt undertøj.
Efter en kop kaffe og en ckokoladet ckokoladekage, blev kursen sat syd
over, nu med en bedre fornemmelse på ryggen.
Aftenen blev tilbragt på en kro syd for Hamburg, hvor vi gjorde klar til
den videre færd syd over efter et måltid på den lokale ”look alike”
italienske restaurant. Dagens tur blev på 411 km
Søndag
18.
Første nat blev der sovet igennem -. I hvert fald for Ritas vedkommende!
9 timer – så var jeg også klar til dagens udfordringer – med delvis
udsigt til regndag m.m. René var allerede klar kl. 5 om morgenen –
meeeeeen vendte sig om på den anden side og tilbage og drejede adskillige
gange INDEN han mentalt kunne stå op. Morgenmaden var hurtigt spist (god
med frugtkompotter og bacon og røræg (hvis man lige forstod budskabet på
tysk!!!). MCerne blev pakket og så tog vi af sted mod sydligere egne. Det
var om formiddagen MEGET lige strækninger – uden et enkelt lille sving
– og René manglede helt sikkert udfordringer under kørslen. Men –
der var til gengæld tørt og DET var skønt for mig, som kører med læderantrækket.
Det var fra morgenstunden 13 grader – ikke sommertemperatur – og med
sommerhandsker var det lige i underkanten af, hvad jeg kunne holde varmen
med. Så var det godt at lave et stop hos et lile italiensk kaffehus, hvor
der blev serveret glimrende Café latte. Der blev fristet med lækre
isdesserter – meeeen – for tidligt at starte den søde stil. Videre
gik det så og endnu flere ligeudad strækninger, hvor vi hele tiden kørte
med udsigten til overskyet himmel i periferien – som vi lykkedes at
holde på afstand. Frokost på et hotel, hvor kromutter ikke var helt fornøjet
med sin kok – kunne vi høre. Frokosten var fin med Pfifferlingen og røræg
til René og tomatsuppe og mozzarellasalat til mig OG varm te for at blive
varmet op. Endnu et par timer gik
– nu med mere varieret landskab – der kom faktisk både lidt højde OG
de første serpentinersving (2 stk) blev forceret!
Vi kom forbi den gamle grænse og var inde på museet for at se, hvordan
grænsekontrollen var opbygget med zoner og hegn med vagter – mineområder
– hundegange og meget meget mere omkring den grænse, som østblokken
valgte at opbygge gennem Tyskland tilbage fra 1952 – udbygget adskillige
gange bl.a. 1961 og 1973 for at undgå at østtyskere kunne komme ud af
området og for at kontrollere al trafik ind i Østblokken. Mærkeligt at
tænke sig, at det faktisk kun er 20 år siden at muren - og dermed grænsen
gennem Øst/Vest blev væltet. Kvinden, som sad i billetsalget kom fra Øst
og kunne se tilbage på en tid, hvor alting var mere sikkert og billigere
og i hendes optik OK i forhold til i dag. Måske glemmer man så alle de
forfærdelige ting, som OGSÅ eksisterede som livsvilkår. Derfra slap vi
så ikke mere for regnen. Da vi skulle af sted silede det ned og inden længe
måtte jeg kapitulere og trække regntøjet på, for ikke at blive totalt
gennemblødt. Heldigvis fandt René et overnatningssted i Fulda – Hotel
am Schlossgarten – ”Maritim” hedder det og ligger smukt i en kæmpe
park med flotte haver og bygninger omkring. Også en stor domkirke ligger
der lige ved siden af hotellet – i det hele taget en smuk by set herfra
hvor vi bor. ET stort plus var også, at der findes sauna på hotellet,
Der gik vi prompte ind og blev gennemvarme og klar til at udforske
omgivelserne. Middagen blev indtaget i kælderrestauranten – god
rumpsteak med kartoffelskiver stegt og imellem lagene sprødstegt bacon.
Derefter var det godnat og dejlig nattesøvn. Dagens tur blev på 427 km
 |
 |
 |
| Øst/vest
grænsen er historie men tankevækkende. |
Man kom ikke
til grænsen uden at være blevet advaret. |
Dræberbi -
den til venstre. |
 |
|
|
| Der blev
passet godt på, at ingen forlod det østlige "paradis". |
|
|
Mandag
19.
Vi stod op til et af de mest overdådige morgenmåltider. Det blev
serveret i Orangeriet med udsigt over slotsparken, springvand og Fulda
slot. Det var svært at vælge imellem alle lækkerierne, så der blev
vist spist et stykke mad mere end nødvendigt. Så gik det eller videre
syd over mod Baehr i Pirmasens.
Vi startede ud med blå himmel, der hurtigt blev dækket af lette skyer og
det var bestemt ikke sommer temperaturer. 8 grader var dagens laveste og
vi skulle helt ned til Pirmasens før den sneg sig op på 17. Til gengæld
holdt det tørvejr, selv om der flere gange var meget mørke skyer på
himlen. Vejene var hist og her lidt fugtige, mens ellers OK. Til gengæld
er belægningen på mange af de små veje i dårlig forfatning, så det er
med at køre med løse hånd- og albueled ellers får man sig en ordentlig
ryster.
Vi er nået ned, hvor bakkerne bliver højere og vejene mere snoede, så
mundvigene trak nord over og smilene var svære at få af ansigterne.
Trods flere ”Umleitung” lykkedes det at ankomme til Baehrs nye
lokaliteter og mekanikker Ralf var klar til at kigge på radioerne efter
en varm velkomsthilsen og et glædeskram. Ritas sendeknap blev skiftet
hurtigt, men da pølsevognen skulle have nyt støjfilter, det gamle var
smidt ud hjemme, gik der koks i forestillingen. Nu kunne radioen
overhovedet ikke fungere mere. Rode, rode, rode og teste, teste, teste
lige meget hjalp det. Tre mand høj, meget snakken og rysten på hovedet.
HOV hvorfor er der mindre lys i den ene side af baglygtepærerne end den
anden? Skulle det betyde noget??? Ja for radioen får strøm fra den
ledning. OK, af med glasset, ud med fatningen og ganske rigtig, meget ir
og dårlig forbindelse. Fatning og kontaktflade blev renset, ny pære
monteret og vupti, så virkede det hele igen. Stor var glæden, da
maskinen trillede ud af værkstedet kl 5 sharp – lukketid. Vi havde ikke
engang fået betalt regningen før Ralf spurgte, hvilket hotel vi skulle
bo på, så vi nemt kunne komme tilbage næste dag, hvorfor? Joe nu skal I
se – Her er ledningen til din antenne René. Kan du se, den næsten er
skåret over? Ja tak og på gensyn i morgen…
Desværre var det anbefalede lige ved Baehr hotel fuld booket, så turen
gik ind til Pirmasens, hvor vi fandt et andet, mindre flot, men med kolde
øl. Aftenen gik med sludren og opdatering af ruten, hvor der lige blev
lagt et ekstra sving ind, når vi kommer til Schwartzwald. Tidligt i seng,
så vi kan ankomme hos Baehr 0800 i morgen. Dagens tur blev på 363 km
 |
 |
 |
| Baehrs nye tilholdssted. |
Rolf var stolt da alt
fungerede. |
Hvem er den mand???? |
Tirsdag
20.
Så blev det en dag med tidlig vågning og dermed afgang fra vores hotel i
Pirmasens. Grunden til det var, at vi IGEN skulle ud forbi Baehr – og
det fordi Ralf fandt ud af, at antennen på Renés MC var defekt og skulle
skiftes ud - for ikke at kapitulere helt og holdent. Vi var der 8.20 og
BMW’en blev kørt op på rapoet og skilt ad, så tingene kunne blive
udskiftes. DET var nu ikke bare lige til – og 1 time efter + nogle
minutter var vi først klar til afgang. Der var til gengæld skabt en
perfekt kontakt mellem René og mig – og hele Renés diskotek fungerede
nu igen – blot skulle der igen indstilles lydniveau m.m. Med solen
allerede højt på himlen og udsigt til dagssol – så kørte vi sydover
og havde de skønneste udsigter til sving og skovstrækninger i løbet af
dagen. Dagens første kafferast blev et lille sted, som reklamerede med is
og crepes – MEN der var nu bare intet ud over kaffe med mælk – til
gengæld var det varmt. Nu kom vi også til de første virkelige
stigninger med det ene col efter det andet springende frem – og jeg
vidste jo godt, at Vogeserne kunne frembringe lidt højde – hvorimod René
ikke helt var klar over de fortræffeligheder, stedet indeholder.
Middagspause på et fint sted med lokale folk – og en Vogesersalat til
mig og forskellige skinker med gemuse til René – samt god kaffe – så
var vi klar til endnu flere sving. Det blev til nogle rigtig gode strækninger
med mulighed for at give gas – god asfalt og mindre god, hvor vi ikke
rigtig stolede på skrid-effekten af det ruflede asfalt. VI kom forbi et
museum – for konzentrationslejren Struthof – og holdt der for at se
det. Det er for mig lidt uvirkeligt at se al den grusomhed udpenslet med
fotos og historier fra de mange forskellige lejre, som var placeret rundt
om i både Tyskland – Polen. Det gør et kæmpeindtryk at se hvordan
mennesker – i og for sig ganske ligesom os selv – blive manipuleret
ind i en virkelighed, hvor de bliver bødler og herrefolk for deres egne
landsmænd – blot fordi de har en anden racebaggrund – politisk
baggrund – ikke passer ind i den overordnede ideologi, som er udstukket
af landets hersker på det tidspunkt. Jo – et tankevækkende besøg –
og som René ganske rigtig siger – INGEN må glemme det og vi bør altid
huske os selv på det, hvis en anden leder pludselig fører sig frem og
vil have patent på sandheden og hvem, der er de bedste og hvem, der ikke
er det.
Stadig med solen skinnende fortsatte vi op og ned ad Vogeserne og kom
gennem adskillelige pittoreske landsbyer og alle med deres skønne
pelargonier hængende ud over altanerne – helt i Alsacisk vante stil.
Kort efter vi havde set museet med KZ minderne – blev vi enige om at se
efter vores natlogi og lige pludselig var det der – med køerne græssende
op ad skråningen og tyrolerpelargonierne væltende ud over det hele. Desværre
var der fuldt optaget på hotellet – MEN – det lykkedes René at lave
en aftale med en værelsesudlejer på den anden side af vejen – og der kørte
vi lige ind i et postkortagtigt logi med morlille stående og ventende på
os (kromutter havde ringet og aftalt med hende, at vi kunne komme) – og
der kan man kun komme til at sove godt. Efter hurtig aflæsning gik vi ned
og fik en øl – (eller 2 faktisk) – og et glas Alsace vin til mig –
og nu skal vi lige nettes inden middagen kan indtages ved vores
”stambord” på hotellet dernede.
Jeg glemte helt at kommentere, at vi har haft det skønt med vores
genfundne kommunikation – det ER bare sagen at kunne føre en 2
sidigkommunikation.
Dagens tur blev på 250 km
 |
 |
 |
| Kaffen var
fin, men ingen kager. |
De første
bakker med svingende veje. |
Det må vi da
lige se nærmere på. |
 |
 |
 |
| Det vækker
stof til eftertanke. |
Lidt arbejde
blev det også til. |
Desværre var
alt optaget på kroen lige ved siden af. |
 |
 |
 |
| MEN lige over
for lå dette skønne B&B sted - uden breakfast. |
Maskinerne er
parkerede. |
Rita er vist
misundelig. |
Onsdag
21
Så startede vi ud med turens absolut laveste temperatur, kun 7 grader.
Til gengæld var himlen blå og solen skinnede, da vi lettede fra vores
gode natlogi. Vejene forsatte med at være snoede og i god kondition og
helt tørre. Det skulle der nu nok blive lavet om på. Ingen længe kom vi
ud på en rigtig gedesti med mos imellem de 2 hjulspor, så
gennemsnitshastigheden blev lidt reduceret. Heldigvis holdt det ikke alt
for længe inden vi igen var ude på ”brede” veje, dog med en del
patchwork fra asfaltarbejderne.
Vogeserne tog slut og inden længe suste vi ind i Jurabjergene. Her var
vejene meget lig dem vi lige var kommet fra. Mindre veje med rigtig mange
sving, hvor det meste foregik i skov eller anden træbevoksning. Både
Vogeserne samt Jurabjergene har dejlige veje, men de kan ikke måle sig
med alperne.
Der blev holdt en god gennemsnitsfart for nu ville vi syd på og ned i
varmen. Inden aften nåede vi da også op på hele 24 grader, så
vinterhandskerne blev skiftet ud.
Inden aften så vi de første høje bjerge med sne på toppen. Stor var
lettelsen for vejret var helt i top og der var lovet godt vejr de næste
par dag. Desværre var der tikket lidt info ind hjemme fra forretningen,
som gav lidt bekymringer, så efter forgæves at have forsøgt opkobling
via nettet blev det aftalt, at Tom mødte ind tidligt, så der kunne
klares lidt forretninger inden vi smutter i morgen tidlig.
Overnatningsstedet var meget overraskende. Et lidt kedeligt udseende
Auberge viste sig at være super istandsat og med rigtig god mad, så vi
havde en rigtig dejlig aften, inden det blev sengetid.
Dagens tur blev på 432 km
 |
 |
 |
| Der skal lige løses en
kabale. |
Ikke alle veje var lige
store. |
Hov - her er også
skibakker. |
 |
 |
 |
| Ja-ja Rita her er
heldigvis ikke sne. |
Frokosten skal ikke
springes over selv om vejret er godt. |
Rigtig hyggelig restaurant
med kanon god mad. |
 |
 |
|
| Hvor bliver maden af? |
Dækkene blev kørt varme. |
|
Torsdag
22
Dette blev turens første dag med SOL SOL og SOL. Helt fra morgenstunden
kunne vi ud af vinduerne se, at tågen lå og trykkede sig i dalen – men
inden længe trængte solen den mere og mere væk – og inden kl. 10 var
der så at sige ikke mere dis tilbage. Morgenmaden – som var med dejligt
rustikt brød og gode oste blev hurtigt indtaget – for NU skulle vi til
dagens udfordring: ”La Marmotte” Med vanlig lethed kom vi i gang og
med de flotte strækninger ud af Jurabjergene – og ind i
Alperne kravlede vi støt og roligt op i de højder, hvor René
mener DE RIGTIGE bjerge er! Vi skulle køre 140 km til Bourg dOisan –
inden La Marmotte kunne starte - men inden da havde vi flere oplevelser
med de flotte bjerge og solen, der stod og spillede i modlys på dem. Jo
– ikke nogen ringe optakt til TUREN. Efter en optankning udenfor Bourg
– og med 2 tunsandwich var der ikke noget, som kunne holde os tilbage
fra at køre ind til Centrum – og DER starte dagens udfordring. Det var
en fantastisk tur – med både op og nedture – ikke sindsmæssigt –
men derimod højdemæssigt. Blot 15 km fra start kom den første stigning
til Col de Glandon. En ca. 11 km stigning med næsten flere udfordringer på
nedturen end på opturen. Der var masser af krabbe sving/hårnåle – som
vil kunne give sved på panden og hård hud i håndfladerne på enhver
cyklist, der ikke mestrer disciplinen at køre nedad. Nå – men ned kom
vi og næste optur var til Col de Telegraphe – i 1566m højde. Den nåede
vi efter 92 km og med 2500 højdemeter klaret. Uha – hvor det bare trækker
søm ud, at skulle over de sidste 1100 højdemeter for at nå Col de
Galibier – et enormt flot højdepunkt, hvor mange en gæv cyklist har kæmpet
sig op og nedad. Nedturen er faktisk også en smuk strækning – ned ad
svingede veje, der ligger der som en slange i landskabet – man skal IKKE
lide af højdeskræk, når man skal nedad den!!! Nu gik det faktisk ned og
ned indtil vi til slut skulle forcere de legendariske 21 sving opad
bjerget til Alpe d`Huez. Helt fantastisk vil det være, når vi (Rita og
Per) står der efter de 174 km og 5000 højdemeter næste år i juli.
I Alpe d`Huez fandt René et dejligt logi – med udsigt lige ud til de
store bjerge med sne på – og med udkig til de lifter, som om vinteren løfter
1000vis af mennesker op til de skønne pister. Faktisk kan vi se over på
den lift, hvor man bliver løftet over en udendørs pool om vinteren –
har skrevet til Eva og sendt en solskinshilsen herfra.
René kunne desværre indkassere en omgang dårlig mave og vil ALDRIG mere
drikke Leffe øl (siger han) – meeeeen – det tvivler jeg nu på holder
helt ud. Nu er det spisetid – bare jeg nu ikke skal gå alene – med
den stakkels mand jeg har p.t.
Dagens tur blev på 317 km
 |
 |
 |
| Hvilken
herlig morgenstund. |
De første
store med sne i sigte. |
Så kom vi
lidt op i højden. |
 |
 |
 |
| De første
høje pas blev passeret. |
Col de la
Croix de Fer |
Herligt
når der er "grønt lys". |
 |
 |
 |
| Udsigten
er flot her oppe. |
Husk at
kigge bag ud. |
Der var
ikke meget trafik. |
 |
 |
 |
| Telegraph |
Galibier -
næste gang på cykel. |
Udsigten
fra Galibier. |
 |
 |
 |
| Rita
forbereder sig til næste år. |
Udsigterne
er ubeskrivelige. |
Målet i
Alpe d'Huez |
 |
 |
|
| Kolde øl
efter dagens strabadser. |
Udsigten
fra hotellet. |
|
Fredag
d. 23. september
Dagen startede med en fødselsdagshilsen hjem til Per M – og den gik ret
igennem på SMS. Det er jo skønt at kunne kommunikere via dette – når
man nu engang ER blevet så afhængige af hurtige svartider. Jeg må også
lige skrive lidt om gårsdagens aftensmadsoplevelse – for det var det
helt igennem. Restauranten lå ca. 300 m fra vores logi – og det var
slet ikke til at overse, når vi kom – der var FULD BLUS på alt lys,
der overhovedet kunne tændes – og enten var det tidlig juleudsmykning
– ELLER også var den aldrig blevet pillet ned. Vi blev mødt af
morlille og hendes søn. Hun mindede om Dr. Ingrid med Mb. Bechterews
syndrom og hun var næsten lige så gammel. Vi blev bænkede og fik
afgivet bestilling efter lidt tid – og SÅ gik der rigtig lang tid inden
vi fik vores mad. Først blev vi lige beværtet med en omgang
champignonsuppe på huset – og det skulle vise sig at være meget godt.
Kokken var gået hjem – syg – og det medførte så, at morlille og sønnen
SELV skulle stå for mad og servering. Det var det ringeste måltid på
turen – men – en oplevelse var det bestemt med alt det hurlumhej i
restauranten.
Med vanlig lidt tynd morgenmad a la France – gik det ud på dagens
etape. Det viste sig i dag for mig HVAD der hele tiden har været højdepunktet
for René: Cime de Bonette – i 2802 meters højde. Men inden da måtte
vi lige inkassere dagens deviationer og lukkede veje – først den fra
Alpe d’Huez ad en ukendt lille gedesti, som René havde set frem til –
men lukket mellem 7.30 og 19 – ÆV. I stedet gik det så ned af samtlige
sving af den berømmelige rute til Alpe d’Huez – og jeg skulle da lige
køres varm for at befinde mig tilpas med alle de krappe sving. René kører
jo som om han aldrig har kørt andre steder – svært irriterende. Nå
– men nede igen kørte vi så næsten retur til Col de Galibier – men
drejede af 8 km fra toppen – og havde en fed nedtur - inden næste
opstigning startede. Jeg kørte efter første kaffestop forrest – for at
lægge min egen fart – det passer mig rigtig fint – og René må så
afreagere ind imellem, når det bliver for kedeligt at ligge og tulle
efter mig. Det viste sig heldigvis at der var åbent HELT op til Bonettens
top – og det var imponerende at stå deroppe og se på det golde og
noget øde landskab, hvor der absolut ikke var tegn på skiaktiviteter
eller andre fritidsorienterede ting. Det er en naturpark anlagt for at
bevare vildtlivet – kunne jeg læse – (René mener jo at vejen alene
er lavet derop for at få en højere beliggende bjergvej – asfalteret -
END på Stelviopasset i Italien. Før vi kom dertil havde vi lige den
oplevelse med et af de utallige vejarbejder, som satte en stopper for
vores fremfærd i godt ½ time – sikke så en vej, vi fik lov at opleve
– grus og utrolig smukke smalle kløftstrækninger. Frokosten blev en af
de mindeværdige – 2 ENORME sandwich som kun rigtige arbejdere kan sætte
til livs – jeg tog pålægget – og lod brødet ligge – hvilket
servitricen var helt ked af. Vi kom til at sidde ved siden af et par fra
Rusland / Moskva – som havde lejet en Goldwing – 2 uger og de kørte
rundt i Italien og Frankrig – snakkehoved var manden nu lige!
Vi kom også forbi et tidligere overnatningssted – lige inden col
d’Iseran – hvor jeg sidste gang havde højdeskræk og næsten var
bange for at køre ned pga. for stejle kanter ned fra kørevejen. I dag
gik det fuldstændig uproblematisk – og det var helt sjovt at gense
vejen – hvor jeg sagtens kunne huske flere steder. René lavede
kafferast – også på et sted, hvor han og drengene havde stoppet på
deres tur rundt – fin kaffe og tilpas efter at have sust op og ned af de
meste fantastiske veje – for DET er bare sagen at køre derudaf med FLOW
fornemmelse og det bare ”swinger” – juhuuuuu.
Dagens hotel ligger i Valberg – også en skiby – vi har udkig til
lifterne – men der er heldigvis ingen sne endnu – vi nød aftendrinken
på terrassen og nu har jeg sendt René i bad – for at han kan blive
peak igen ovenpå det sidste døgns maveonde. ½ pension her på hotellet
m. Internetadgang – gratis – og dejlig udsigt. Hvad mere kan vi
forlange!!!
Dagens tur blev på 284 km
 |
 |
 |
| Tid til at nyde udsigten. |
Det ene flotte syn efter
det andet. |
Selvportræt af Rita |
 |
 |
 |
| Nu er der "kun"
½ time til åbning. |
Pausen er næsten
overstået. |
2802 meter er højt oppe. |
 |
 |
|
| Rita på toppen. |
YES - målet er nået. |
|
Lørdag
24.
Vi vågnede til den dejligste morgen med blå himmel og tørre veje. Efter
et hurtigt og efter franske forhold godt morgenbord blev maskinerne
startet og Col de Valberg lagt bag os. Nu var det ved at være slut med de
store sten og landskabet fladede efterhånden ud. Inden længe måtte vi
slippe Route Des Grand Alpes.Næste oplevelse var gensynet med Gorges du
Verdon. Det er bare så flot at køre igennem de store slugter med dejligt
svingende veje. Eneste problem var manglen på kaffesteder, så på et
tidspunkt måtte vi lige stoppe for en verbal udveksling af synspunkter,
inden turen gik videre i mindre hidsigt tempo. Heldigvis viste der sig et
kaffestop ved den store sø for enden af slugterne, så det gode humør
blev genfundet, inden det gik videre igennem de store sump- og vådområder
Carmaque. Vi havde fra morgenstunden besluttet, at dagens mål skulle være
Cap d’Agde, så rullen blev strammet lidt og pauserne for få. Til gengæld
nåede vi Cap’en allerede kl. lidt i fem, så der var tid til et
forfriskende bad, inden vi kunne nyde ”sunset” rosé-en på vores
yndlingsbar.
Dagens tur blev på 439 km
 |
 |
 |
| Husk at
holde til højre. |
Der er
godt nok langt ned. |
Rejsens
eneste mekaniske fejl. |
 |
 |
 |
| Gorges du
Vedon - FLOT |
Udsigten
nydes. |
Skønheden
beundres. |
 |
 |
 |
| Afslutningen
på "Gorgerne". |
Et sidste
kig bag ud. |
Livet
nydes ved Middelhavet. |
Søn.
25. til ons. 28.
Dagene gik med afslapning og nyden livet ved stranden, inden der skulle
drikkes ”sunset” rosé og findes spisested om aftenen.
Pragtfuldt vejr med sol og temperaturer fra 21 til 26 grader. Sent på sæsonen,
så mange ting lukkede ned, mens vi var her. Men vi nød livet og det
dejlige vejr. René nægter jo konsekvent at dyppe sig i vand – undtaget
det, som kommer ud af brusere – så han lider med anstand, når det er
STEGEHEDT og langt hjem til skyggen. Jeg har hygget mig med svømmeture både
morgen og i løbet af dagene – vandet er bare pragtfuldt og fuldstændig
klart – med enkelte fisk, der forsøgte at undvige alle de badende
turister. En enkelt løbetur blev det også til – men – løbeskoene er
ikke blevet brugt for meget.
Tors.
29.
Dette bliver turens mindste dagsetape på blot knap 80 km – og det i
rigtig turist-slappe-af-tempo. Dels fordi vi var i god tid til
lastetidspunktet i Narbonne – dels fordi René konstant fik meldinger på
GPS’en om fartkontroller – og DEM gider vi IKKE ha nogen af. Men
temperaturen nåede sine højdepunkter for turen, hvilket resulterede i,
at vi storsvedte inden vi fik kørt MC’erne på toget. I sædvanlig lidt
ustruktureret stil – og fordi personalet lige også skulle spise frokost
– stod vi og ventede i knap ½ time inden vi kunne køre på toget –
pyyyyyyyha.
Nu sidder vi bænket i kupeen – med et ældre tysk ægtepar, som ikke
virker til at give grund til nervøse trækninger. Bøgerne er fundet frem
– rødvinen når at blive MEGET varm inden vi skal drikke den – og så
er det bare med at nyde turen op gennem Frankrig. Vi lander i Düsseldorf
kl. 10.14 i morgen – og så skal vi lige på handel hos Dainese – BMW
– og Hein Gerike.
Dagens tur blev på 79 km
 |
 |
|
| Afslapning i toget. |
Dagen går med snak og
bøger. |
|
Fredag d.
30.september
Rumle – skrumle – bumle – og ENDELIG – kunne det blive morgen, så
vi kunne stå op fra de stadig noget ubekvemme liggepladser, som DB
stiller til rådighed for vores rygge gennem Frankrig og Tyskland.
Heldigvis havde der ikke været de store forstyrrelser om natten – vi
sov begge ganske godt igennem – og efter at vores tyske venner havde sørget
for at pakke alle tæpper og linned pænt sammen – ( ordnung muss sein)
– så kunne vi sætte os til morgenbordet. Vi havde heldigvis rester til
overs fra aftensmaden – så det var skønt at ha’ i stedet for
leberwurst og dårlig marmelade. Da alt var pakket sammen igen kunne der
lige blive tid til et par kapitler i bøgerne, blandet med vores tyske
vens kommentarer om ALT muligt langs ruten. Det var nu overmåde smukt
landskab vi kørte gennem. Rhinen fulgte os et langt stykke og vi kunne følge
de mange lastpramme, som enten sled sig mod strømmen, eller blev
lynsejlet med samme. Der ligger rigtig mange skønne byer langs Rhinen og
vi har jo selv kørt der for nogle år siden, hvor vi også var vildt
benovede over alle disse vinmarker, der ligger ganske vanskeligt tilgængeligt
op ad meget stejle skråninger. Man skal i hvert fald ikke ha’ højdeskræk,
når man plejer og høster druerne der! kl. 10.14 præcis rullede vi ind i
Düsseldorf, steg af toget og stod så i en rum tid og ventede på at alle
køretøjerne skulle blive løsnet af banearbejderne. Det gik nu IKKE for
hurtigt, kan vi vist roligt sige. Men af sted kom vi og første stop var
ganske nært: Dainese, som ligger kun et par km fra banegården. Ind steg
vi – allerede drivvåde af sved over den korte tur. Vi blev mødt af et
par medarbejdere, som pænt tog imod os og som – især den ene – var
rigtig god til at vejlede med hensyn til forarbejdning – størrelser og
meget mere. Det blev en indbringende dag indenfor læder kan jeg sige.
Begge to kom vi derfra med et sæt læder med derudover fik René sig også
et par textilbukser, som kan bruges sammen med det hjemlige til daglig
transport. Godt sted er det og vi fik en super betjening – rabat og
gaver i form af T-shirts. Det hele bliver sendt hjem med undtagelse af Renés
nye lædertøj, som straks kom på.
Kl. var godt og vel 12.30 da vi kørte fra Düsseldorf og vi bestemte os
for bare at komme ud af byen så hurtigt som muligt inden rushhour. Vi løb
ind i enkelte små kødannelser men ellers gik det udmærket derudaf. Først
med et sving over mod Holland, hvilket vi også tydeligt kunne se på
stednavnene. Dæmninger og vejarbejder satte GPS’en lidt på arbejder
for at finde vej i den rette retning og uden for store omveje. Frokosten
blev indtaget – for første gang i øvrigt – på en rasteplads. Vi var
inde og fouragere lidt ekstra til det vi allerede havde med fra Cap’en
– og det var virkelig varmt. Temperaturen sneg sig lynhurtigt op på
mere end 27 grader (René har jo til stadighed 3 grader højere end jeg
har, den stakkel). Kun en enkelt kop kaffe blev det til på turen i dag,
men den var velplaceret og gode wc’er havde bageriet også. Vi var enige
om at se efter overnatning ca. en time senere end kafferastet og René
havde sat et hotel med det fine navn: ”Waldfrieden” ind på GPSen og så
håbede vi på, at det havde plads og var åbent. Det var det heldigvis og
inden længe sad vi bænkede i den skønne have og indtog til Renés store
glæde turens første RIGTIGE øl med rette dunkle smag. Nu er der kun at
sige: Middagen venter og vi er de eneste der overnatter her i nat.
 |
 |
 |
| Så venter
vi bare på "abladung". |
Morgenfrisk
efter en lang nat. |
Der er
ikke meget plads. |
 |
 |
 |
| Et par
glade Dainese-drenge. |
Frokosten
er serveret. |
Trække
maven ind og smil. |
 |
 |
 |
| Dyrene
lige uden for hotellet. |
Der bliver
holdt øje med det hele. |
En flot
fyr - eller to. |
Lørdag d.
1. oktober
Solen var allerede oppe, da vi vågnede – veludhvilede begge to efter en
dejlig lang nattesøvn, hvilket var ok ovenpå DB’s sengeservice. Jeg
fandt løbetøjet frem og fik en skøn morgentur rundt i nærområdet,
hvor der er anlagt stier til det samme gennem skovene. Herlig morgen. Kl.
9 præcis sad vi nede som eneste morgengæster og der var dækket op på
bedste tyske måde. Skinke af flere slags, ost, kødpølse og så det søde
hvis man ville dette. Æg kom nykogte ind sammen med kaffe og te og sammen
med god juice udgjorde det en solid bund for dagens etape. Vi lettede
derfra 9.35 og tp var allerede oppe på 15 på det tidspunkt, så vi var
forberedte på endnu en hot day. Vi havde de til dato nok mest hurtige
veje, hvilket vil sige at der dels var meget lidt trafik og dels ingen
sving på til René’s fortrydelse. Men frem kom vi da og da kl. var 1330
forlangte René at få noget frokost for ikke at gå sukkerkold. Kinesisk
blev det og det i rigelige mængder (både suppe og stegte ris nok til 2
mand). Videre gik det over stok og sten med retning nu mod øst. Tidligere
på dagen var vi lige en bue op omkring Holland hvilket gav sig til kende
på stednavnene flere steder. Meget meget fladt er der også i dette område
og vi kunne se milevidt. Landbrugsland er det og majsmarkerne dominerede
landskabet mange steder samtidig med at også landbrugsmaskinerne flere
steder gjorde deres til at skabe LANGE køer på vejene. Vi havde regnet
med at skulle drikke kaffe med udsynet til Weser floden – MEN – i
stedet kom vi en tur under den, så det gav sig selv at vi ikke skulle
standse der alligevel. Vi fortsatte helt til Plöhn – eller lige i nærheden
inden nattelogiet blev fundet. Vi fik det sidste gæsteværelse på stedet
hvilket vi var rigtig glade for. 460 km ER hårdt for bagdelen og sammen
med varmen gjorde det også at vi trængte til at smide alt det varme tøj
og bare sætte os ned og nyde turens 2 gode dunkeløl. Meget hyggeligt
sted – men der var selskab, så vi ikke kunne sidde og nyde søudsigten,
til Renés fortrydelse. Vores aftensmåltid var herligt: store gode bøffer
med forskellige grønsager og små kogte kartofler, der var vendt i
rosmarin og smør – mums!! JO en god afslutningsaften på en skøn ferie
og nu er det bare de sidste 99 km i morgen til Puttgarden inden vi igen sætter
os ind på motorvejen mod Malmø.
 |
 |
 |
| Morgenstemning. |
Elben forceres. |
Hvor blev manden af? |
 |
 |
|
| Sidste dags
morgenstemning. |
God morgenmad og så af
sted. |
|
|
